Ellemann om våbensag: Min egen rolle skal undersøges

Forsvarsforligskredsen skal diskutere rammerne for en uvildig undersøgelse i næste uge.
Økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen (V) mener, at hans rolle i sagen om køben af artilleri fra Israel selv skal undersøges. Det siger han på pressemøde torsdag om finansloven.
Økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen (V) mener, at hans rolle i sagen om køben af artilleri fra Israel selv skal undersøges. Det siger han på pressemøde torsdag om finansloven.

Jens Asbjørn Bøgen,

31/08/2023

Når sagen om milliardindkøb af artilleri fra den israelske våbenproducent Elbit skal undersøges, så skal Jakob Ellemann-Jensens (V) rolle også undersøges.

Det siger den tidligere forsvarsminister og nuværende økonomiminister, partiformand Jakob Ellemann-Jensen, på et pressemøde torsdag i forbindelse med præsentationen af regeringens finanslovsudspil.

- Jeg synes også, at min egen ageren i det her skal undersøges, siger Jakob Ellemann-Jensen på Ekstra Bladets spørgsmål til sagen.

Ellemann har tidligere afvist at svare på, om han selv skulle undersøges i sagen.

Hvert et blad skal vendes

Sagen om indkøb af artillerisystemer fra Elbit "stinker helt vildt", lyder det fra Venstres partiformand på pressemødet.

Han siger, at han ikke kunne finde hoved og hale i de oplysninger, som han modtog fra sit departement.

- Selvfølgelig skal hvert blad vendes. Jeg har, som jeg tidligere har sagt, absolut intet at skjule i den her sag, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Elbit-sagen handler om køb af våben fra israelske Elbit, hvor Ellemann til Folketinget sagde, at godkendelsen hastede voldsomt. Det var ikke korrekt.

Sagen har blandt andet kostet Morten Bæk jobbet som departementschef i Forsvarsministeriet - altså den øverste embedsmandspost i ministeriet.

Undersøgelse på vej

Hele sagen om våbenindkøbet skal underlægges en uvildig undersøgelse. Ellemann har tidligere sagt, at han intet havde at skjule.

6. september skal den uafhængige undersøgelse drøftes i forsvarsforligkredsen. Partierne skal tale om rammerne for den advokatundersøgelse, som ministeren har varslet.

Torsdag er der desuden et samråd i sagen, hvor nuværende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) redegør for forløbet.

Han får dog kritik af flere partier for ikke at svare på ordførernes spørgsmål om topchefers rolle i sagen. I stedet henviser Troels Lund Poulsen flere gange til den varslede uafhængige advokatundersøgelse af forløbet.

- Jeg forstår godt interessen for, hvem der har vidst hvad og hvornår. Det er vigtigt at få afklaret. Men på en måde, hvor hele sagens fulde omfang bliver afdækket, og alle bilag er tilgængelige for en advokat, siger han.

Til gengæld vil han gerne slå fast, at der også er lagt op til, at Jakob Ellemann-Jensen skal kulegraves.

- Den tidligere forsvarsministers rolle skal også undersøges i en uvildig advokatundersøgelse, siger Troels Lund Poulsen.

Kilde: /ritzau/