Hvornår transformeres Riskjær og Vermund til politikere?

” (…) Og nu giver vi ordet til politikerne (…)” siger repræsentanten for virksomheden efter sit eget oplæg. Jeg læner mig tilbage, tænker at ”det bliver spændende at høre politikernes kommentarer”. Året er 2010, og jeg er nyudnævnt folketingskandidat der agerer pr. stedfortræder for min spidskandidat. Der går et øjeblik inden det går op for mig, at jeg er en af disse ”politikere” – en titel jeg bestemt ikke har identificeret mig med tidligere, men repræsentanten havde jo ret. Jeg søgte opstilling til Folketinget og var derfor pr. definition politiker. Et begreb der kan betyde flere ting, men det må som et minimum betyde, at jeg stod til ansvar for mit partis politik og øvrige parlamentariske virke mv., og dette er andre krav end der ville blive stillet til mig hvis jeg blot udtalte mig som, ja, mig.   

Den store forskel iht. ikke-politikeres holdningstilkendegivelser er, at politikeren i langt højere grad står til ansvar for en sammenhæng i (parti)politikken. Er der sammenhæng mellem indtægter og udgifter? Vil man øge det offentlige forbrug og samtidig sænke skatterne må man forklare sammenhængen. Dette krav stilles gennemgående ikke når ”ikke-politikere” ytrer sig. Her er det helt legitimt eksempelvis, at kræve flere ressourcer til X offentlige udgift uden at anvise finansiering. Argumentet kan eksempelvis være, at ”det kan ikke passe at vi i et af verdens rigeste samfund ikke kan sikre flere ressourcer til (…)”. Det er således helt legitimt at ikke-politikeren alene påpeger, at der er ressourcer og at disse (også) i højere grad burde tilfalde X. En konkret anvisning af hvor pengene skal komme fra – færre ressourcer til Y og/eller et øget skattetryk – stilles der ikke kontante krav om. Det er til gengæld tilfældet når politikeren ytrer sig. Den primære forskel består altså i hvorvidt der kræves en sammenhæng – en rød tråd om man vil - i de argumenter man fremføre, og dette er helt legitimt. Der er, trods alt, forskel på at kommentere på en enkelt sag, og så at søge opstilling til et mandat hvor man potentielt kan få indflydelse på den samlede lovgivning. Det er derfor ganske naturligt – hvad jeg da også hurtigt indså ifm. den beskrevne situation – at man bliver (bedømt som) politiker i det øjeblik man søger opstilling til et politisk embede.

Den tilgang forsøger nyere aktører dog at ændre. Vi har i et stykke tid kendt til Nye Borgerlige (NB), hvor Vermund beskriver den ´nye normal´ således: ”Vi er ikke politikere, men almindelige danskere, som alle har et arbejde. Vi går ikke ind i politik for at skabe en karriere. Vi har vores liv et andet sted.” Her skabes der altså en tydelig dualisme mellem almindelige danskere og politikere, og NB-aktører er altså alene i den første kategori.       

Om end mindre tydeligt end hos NB har partiet, og personen, Klaus Riskær Pedersen (KRP) også formuleret noget lignende:  ”Jeg har ikke valgt politikere, klummeskrivere eller glade amatører, men mennesker der hver især er økonomisk uafhængige af politik som erhverv og levebrød, og som alle har erfaring fra det virkelige liv.” (klausriskaerpedersen.dk). I dette tilfælde en dualisme mellem ”erfaring fra det virkelige liv”, og politikere m.fl. hvor KRP-aktørerne altså er dem med rødder i det ”virkelige liv”.  

Selv hvis man lavede en anden politiker-definition, hvor den mest oplagte er at man skal vælges til et politisk embede før man bliver politiker. Indtil da er man at betragte som en borger der søger at blive politiker. Bestemt en legitim definition som også har noget for sig, men også i dette tilfælde ville såvel Vermund som Riskjær være at betragte som politikere. Vermund har været valgt til Helsingør Byråd fra 2009 til 2011, og Riskjær var valgt til Europa-Parlamentet for perioden 1989-1994. Også i denne oplagte alternative definition ville de selvbestaltede ikke-politikere altså være at betragte som politikere.

Spørgsmålet er så hvorfor det er så afgørende – særligt for NB og Vermund – at definere sig selv som modsætninger til politikere. Det ganske oplagte svar er at man dyrker politikerleden, og det er helt sikkert tilfældet. De vil, for alt i verden, være anti-establishment – man er noget nyt og imod det eksisterende. Der kan naturligvis være forskel på hvor revolutionære de er, men alle nye partier er på sin vis anti-establishment – ingen nye partier kommer på banen for blot at ville køre butikken Danmark videre – men denne fralæggelse af politiker-begrebet per se. er ganske ny. Ser vi på de tre seneste partier der har klaret spærregrænsen ville de alle noget nyt. Dansk Folkeparti ville gøre op med en slap udlændingepolitik, Ny Alliance ville gøre op med Dansk Folkeparti, og Alternativet ville vende hele den politiske arbejdstilgang på hovedet. Ingen af disse partiers hovedpersoner har dog benægtet at de faktisk var/er politikere. De ville gøre tingene på en ny måde, være nogle andre politikere om man vil, men dog politikere.  

Et andet svar er den, at Vermund og Riskjær netop ikke ønsker at blive vurderet som politikere – eksempelvis det nævnte krav om sammenhæng i den førte politik – og her er særligt Riskjær det oplagte eksempel, hvor politikken stritter i stort set alle, såvel mulige som umulige, retninger. Her vil det være ganske bekvemt ikke at blive bedømt som politiker.  

Også når det kommer til den rent parlamentariske ageren giver det måske bedre mulighed for, at sælge varen når man ikke er politiker. Her tæller NB som et godt eksempel. De er ved at gentage Ny Alliances dronningerunde-fadæse via deres såkaldte ufravigelige krav (også her leges der med sproget hvor ufravigelige skal ligne noget andet end ultimative) til en Statsminister der vil kunne regne NB´s mandater med i ligningen. Særligt Naser Khader blev konfronteret med dronningerunde-problematikken, og for de fleste er det ganske naturligt at en partileder må stå på mål for sit partis fremtidige parlamentariske ageren, men Khader er, og var, jo også politiker. Måske er det nemmere når man – som Vermund – netop har defineret sig som ikke-politiker at slippe afsted med noget der ligner. På sin vis forsøger man at gøre op med de politiske naturlove, og her kan det være ganske belejligt at være ikke-politiker. Når man ikke er i samme kategori som de nuværende aktører kan man bryde de naturlove som ingen før har kunnet trodse, og der har ellers været gjort utallige forsøg herpå. Nye partier kan gøre mangt og meget på en anden måde, men trodse de parlamentariske og politiske naturlove kan de, trods alt, ikke. Og dette uanset hvilket prædikat man giver sig selv. Hvis man eksempelvis ikke peger på Løkke øger man Frederiksens muligheder for at blive statsminister.    

Såvel politisk som parlamentarisk er det en ganske snedig omgang med sproget, der kan give visse fordele. Det er klart en fordel at være politiker, og samtidig blive bedømt på samme måde som ikke-politikerne bedømmes. At blive bedømt på samme måde som borgere der skriver læserbreve. Dette er ganske karikeret for pressen m.fl. vil ikke købe præmissen, men meget tyder på at den kan slå igennem hos visse vælgergrupper, hvor man oprigtigt tror på at hvis man vælger ikke-politikere til politiske mandater så ændres den politiske fauna radikalt. Man vil så at sige, vælge nogen der spiller efter nogle andre regler end politikerne. Det er nærmest givet at disse vælgergrupper vil blive skuffet. Ethvert kompromis kan blive set som et løftebrud – ”nu er de blevet ligesom politikerne”.   

Man fristes til at spørge hvornår ikke-politikerne Vermund og Riskjær transformers til politikere? I deres egen selvforståelse sker det ikke den dag de vælges, det ved vi. Det korrekte svar er det ganske simple, at det er de allerede, om de vil stå ved det eller ej, og alle vi andre bør behandle dem præcis derefter.