Mette Frederiksens højre hånd erkender: Jeg har brudt loven

Martin Rossen, der er særlig rådgiver for statsminister Mette Frederiksen (S) og gennem flere år har været blandt hendes tætteste samarbejdspartnere, brød tilbage i 2011 loven ved at optage et ulovligt lån. Overfor Se og Hør erkender han lovbruddet.

Fra 2008 til 2012 var Martin Rossen ejer af anpartsselskabet M. ROSSEN HOLDING. Han fungerede også som selskabets direktør. Et selskab som Rossens har som eneste formål at eje forskellige værdipapirer og være holdingselskab for andre selskaber.

I et regnskab fra 2011, som Se og Hør er kommet i besiddelse af, gør Martin Rossens egen revisor opmærksom på, at han har brudt loven ved at optage et ulovligt lån på over 30.000 kroner. Mere teknisk beskrives den lånemanøvre, som Rossen har benyttet sig af som 'et ulovligt mellemværende med anpartshaver'. 

Foto: Se og Hør

Afviklingen af selskabet og det ulovlige lån fandt sted i forbindels med, at Rossen fik arbejde som Mette Frederiksens særlige rådgiver i 2011. Overfor Se og Hør erkender Martin Rossen lovbruddet: 

"Jeg kan bekræfte, at jeg for otte år siden overførte ca 30000 kr fra mit selskab som var under afvikling."

"Jeg er senere blevet opmærksom på at beløbet blevet hævet for tidligt i forhold til gældende regler. Det er mit ansvar. Jeg har ikke haft nogen fordel af den overførsel og det har ikke kostet hverken private eller offentlige kasser noget," skriver Martin Rossen i en mail til SE og HØR.

Almindeligvis fører den slags ulovlige lån, som Martin Rossen har optaget, til bødestraf og i særligt grove tilfælde fængselsstraf.

0 Kommentarer

Log ind for at kommentere