Nu er det kun et spørgsmål om tid, før Alex Vanopslagh bliver politisk leder for LA

Vejen er banet for, at det nyudnævnte folketingsmedlem Alex Vanopslagh bliver ny politisk leder af Liberal Alliance

Claes Theilgaard,

09/06/2019

Vejen er banet for, at det nyudnævnte folketingsmedlem Alex Vanopslagh bliver ny politisk leder af Liberal Alliance. Han har nemlig opbakning fra alle sine tre partikammerater i Liberal Alliances folketingsgruppe.

- Alex har ført en formidabel valgkamp i Vestjylland, han er en ægte liberal, og han kan engagere både medlemmer og vælgere. Hjertet på rette sted, evne til at formidle et budskab og i stand til at få folk omkring sig til at bakke op - det er opskriften på en rigtig LA-leder, skriver fungerende transportminister Ole Birk Olesen på sin Facebook-side.


Henrik Dahl pegede allerede torsdag på Vanopslagh som ny politisk leder. Og over for Politiken bekræfter Simon Emil Ammitzbøll-Bille, at han også vil bakke op om det 27-årige nyudnævnte folketingsmedlem. Det er netop folketingsgruppen, der skal beslutte, hvem der bliver ny politisk leder af partiet, efter at Anders Samuelsen gik af dagen efter valget.


Alex Vanopslagh, der er valgt ind i Vestjyllands Storkreds, har ikke selv bekræftet, at han ønsker at bestride posten. Til gengæld har de tre resterende folketingsmedlemmer alle afvist, at de ønsker at være Anders Samuelsens efterfølger. Alex Vanopslagh har også opbakning fra det nu forhenværende folketingsmedlem Joachim B. Olsen.