Omskæring har ofte været diskuteret, så et indlæg fra en tilhænger er måske på sin plads i disse tider.
Her er et afskrevet og sprogligt tilrettet indlæg fra avisen København, 28. januar 1894, side 1-2. Et indlæg af en vis Josva:
En forandring
Jøderne har mange mærkelige skikke. Den mest kendte og mest omdebatterede af dem alle er måske omskærelsen, der hos jøderne træder i stedet for dåben, og som bekendt består i en fjernelse af den såkaldte forhud hos det 8-12 dage gamle barn.
Der er de, som har anset denne skik for skadelig, forkastelig, og der har endog været læger, der har talt imod den.
I virkeligheden er omskærelsen en hygiejnisk skik, sund og fornuftig. Det er slet ikke nødvendigt, at jøderne er ene om den. Med stor nytte og til gavn i mange retninger kunne den være for alle mennesker og kunne måske uden skade gøres almindelig.
Men til den specifik jødiske omskærelse har der knyttet sig forskellige misbrug, og den er derfor i tidernes løb undergået forandring, i disse dage den sidste.
Oprindelig fulgte der efter forhudens fjernelse en udsugning. Dertil ansatte personer sugede blodet bort af det præparerede kød. Det opdages imidlertid, at der ved denne metode både påførtes og forplantedes sygdomme som syfilis og tuberkulose. De pågældende personer fik papler i munden. Børn smittedes atter af dem og så videre.
Da man indså faren, fik man uskikken stoppet, særlig ved dr. med. L.V. Salomonsens initiativ.
Men snart opdagede de jødiske læger andre farer.
Omskærelsen foretoges nemlig af ikke lægekyndige folk, professionelle omskærere, der ganske vist havde en del praktisk rutine, men ligeså sikkert ikke var og heller ikke kunne være inde i hygiejnens fordringer. Gang på gang har lægerne advaret herimod. Først i den allersidste tid er forandring indtrådt. Der indtrådte nemlig for kort tid siden en blodforgiftning.
Et datterbarn af direktør Glückstadt og barn af grosserer Max Levig blev under omskærelsen forgiftet. Konsekvenserne af den urigtige fremgangsmåde har altså ramt lige i forstanderskabet, og nu er den gavnlige foranstaltning indført, at omskærelsen foretages af en læge, for tiden dr. Leopold Meyer.
Dette kunne måske og lede til, at skikken, der hermed synes berøvet sin specifikt konfessionelle karakter, blev taget under overvejelse af vore egne læger.
En udtalelse fra deres side om omskærelsens hygiejniske betydning og dens tilrådelighed i almindelighed forekommer os af stor interesse.
