Socialdemokratisk ungdom drømmer

Socialdemokratisk ungdom drømmer om at forpligte partiet på 12 "danmarksmål"

Ino Overgaard Olsen,

22/09/2018

Socialdemokratisk ungdom drømmer om at forpligte partiet på 12 "danmarksmål". Som forventet er det ungdommelige og for en dels vedkommende helt urealistiske mål.

Fx "En ny socialdemokratisk regering skal sikre, at ingen børn lever i økonomisk fattigdom i 2030." Så længe der ikke findes en præcis og absolut definition på fattigdom, er målet uladesiggørligt! Det mål på fattigdom som venstrefløjen benytter - en indtægt under halvdelen af medianindtægten - er jo et relativt mål, og med det mål vil der altid være fattige selv med millionindtægter til alle.

Et andet mål er "mindre skat på indtægter - mere skat på formue". For en god borgerlig som undertegnede sparer man op til dårligere tider, herunder sin alderdom. Skal denne borgerlige dyd nu beskattes ekstra til fordel for et uansvarligt her-og-nu-forbrug? Totalt gak-gak.

Det mest bemærkelsesværdige ved disse danmarksmål er det totale fravær af værdipolitiske sager. Nå, ja, man vil gerne have det grønneste velfærdssamfund på jorden, men integration, indvandring eller udvandring, islam ja eller nej, omskæring, kriminalitet osv. - dyb tavshed.

Hvilket land lever socialdemokraterne egentlig i?