Martine Villum Brumsbjerg skriver i et nyt blogindlæg på 180Grader om den takketale, som Jonas Eika holdt, da han tidligere på ugen modtog Nordisk Råds Litteraturpris. Talen har skabt stor debat, og her er Martine uenig med Eikas kritikere.
Hun skriver:
Jonas Eika har ikke kun formået at skrive en særlig novellesamling. Han har også formået at skrive en særlig takketale. Den har skabt en masse postyr, fordi Jonas Eika valgte at snakke om politik i sin tale. Han henvendte sig endda direkte til statsministeren, som var til stede ved prisoverrækkelsen og adresserede overbevisende, at: ”I Danmark har vi statsracisme.”
Efterfølgende har han fået en del kritik og jeg må ærligt indrømme, at jeg har fundet kritikken underlig. Jeg kan ikke finde andre ord; kritikken har været særdeles underlig.
Jonas Eika gjorde intet forkert i sin tale. Han sagde sin mening og det er der aldrig noget galt i. Pia Kjærsgaard mente dog alligevel, at han begik en fejl. Hun mente simpelthen, at han skulle have nøjedes med at være taknemmelig for sin pris. Hun kunne faktisk ligeså godt have sagt: ”Han skulle bare have sagt tak og så skulle han ellers have holdt sin kæft.” Det var ikke det, hun sagde direkte, men det var meget tydeligt, at det var det, hun mente.
Jamen, det ville da også have været skønt, hvis han bare sådan havde sagt tak og så ellers var forsvundet ned fra scenen igen, men hvad skulle begrundelsen være for at holde igen med at sige sin mening? Skulle man lytte til Pias råd, ville man jo ende med at være et lille undertrykt lam, der lagde sig ned på jorden, så snart der blev sagt dæk. Og det er ikke hverken frit eller demokratisk, hvis du spørger mig.
