Ole Krarup er tilbage med del 5 af sin indlægsserie "Økonomi for venstrefløjsere". Her tager han fat i det, han ser som en markant venstreorienteret fejlslutning: at arbejdsgiverne udnytter deres ansatte. Det er en opfattelse, som venstreorienterede lige fra Karl Marx til Pelle Dragsted har slået på tromme for, men ifølge Ole Krarup er hele argumentet fuldstændigt misforstået.
"Vil du helst have 100kr om ugen i 10 uger eller 1050kr om 10 uger?"
Hvad svarede du? Valget afhænger af din "tidspræference". Folk med en lav tidspræference (høj tålmodighed) foretrækker at score den ekstra halvtredser på langt sigt. Folk med høj tidspræference (lav tålmodighed) foretrækker den ugentlige hundredekroneseddel, så de kan få sig en ekstra øl eller to i de kommende weekender. Umiddelbart virker det som en triviel observation, at nogle er mere tålmodige end andre, men dette enkle faktum underminerer faktisk et centralt argument, som venstrefløjsere fra Karl Marx til Pelle Dragsted har fremtordnet mod kapitalismen: "De ansatte udnyttes af arbejdsgiveren", indvender de, "fordi han sælger frugten af deres arbejde for 10.000kr, men i alt kun giver dem 9.000kr i løn!"
Kan du spotte fejlslutningen? Hvis Karl og Pelle blev ansat som svejsere på et skibsværft, ville de få en løncheck hver måned, som de kan bruge på mad, husleje o.s.v. Dette er fordelagtigt for folk, der har regninger at betale, men som ikke har en massiv opsparing. Mens arbejdet står på, har skibsrederen ingen indtjening, men udbetaler tværtimod sin opsparing til de ansatte, så han engang i fremtiden kan eje et værdifuldt skib. Profitten er hans "løn" for at være tålmodig. Tænk evt. på det berømte "skumfiduseksperiment", som psykologer bruger til at teste børns evne til behovsudsættelse.
Arbejderne tilvælger at bytte deres tid og kræfter for sikre penge her og nu. Arbejdsgiveren udviser tålmodighed og påtager sig risiko. De opnår begge noget værdifuldt ved denne transaktion. Altså giver udnyttelsesanklagen ikke mening. Man kunne ligeså godt anklage de ansatte for at udnytte arbejdsgiveren, da de nyder den luksus at modtage fast, pålidelig løn hver måned, mens han må vente meget længere på sin bid af en kage, som han risikerer slet ikke findes alligevel.
Morsomt nok er venstrefløjsere hurtige til at forlange del i virksomheders overskud, men de kræver aldrig at blive pålagt deres retmæssige del af konkursrisikoen. Ej heller opfordrer de hinanden til at spare op og investere deres løn i virksomheden, så de med rette kan blive godtgjort for deres tålmodighed og forsyn. Tværtimod lader kortsigtet, fej misundelse sminket med moralsk indignation til at være grundlaget for deres omfordelingskrav.
