Fra blå kuttere til energihovedstad og gigantisk datacenter

Christian Brodersen,

11/10/2018

Da der i 1966 blev hentet en prøve op af den nordsøske undergrund, vækkede det stor begejstring. Prøven indeholdt nemlig, modsat en lang række tidligere fejlslagne forsøg, kulbrinte – også kendt som olie. 

Året 1966 vil i Esbjerg altid stå som et af de mest skæbnesvangre i nyere tid, og det er med god grund. Prøven i 1966 blev startskuddet på rejsen til det Esbjerg, vi kender i dag – et Esbjerg som kun få havde turde drømme om, og som har været primusmotor i at sætte raketfart i udviklingen i en ellers hidtil søvnig fiskerby.

Den olie, som Nordsøen har beriget Esbjerg og resten af Danmark med, har de sidste 51 år resulteret i 15.000 nye arbejdspladser, samt 400 milliarder kroner til den danske statskasse. Det er derfor også berettiget, at Esbjergs store forandring fra fiskerby til storstilet olieeventyr også har ændret hele omverdenens opfattelse af Esbjerg. 

Energi Metropol

I 2010 oplevede Esbjerg endnu en positiv effekt af olien fra Nordsøen. Esbjerg blev udråbt til hele Danmarks Energi Metropol. Den nye titel var resultatet af mange års hårdt arbejde, som blandt andet betød, at Esbjerg nu havde landets bedste rammer for at være Danmarks vindenergihovedstad. 

Særligt tre faktorer gjorde Esbjerg til det oplagte valg. Her tænkes på den fremragende infrastruktur, som gør sig gældende på og omkring Esbjerg Havn, beliggenheden ud mod Nordsøen samt en stor klynge af anerkendte virksomheder, som alle havde deres kernekompetencer inden for energisektoren og de aktiviteter, der følger med den. 

Med den nye titel kunne Esbjerg Kommune i samarbejde med Esbjerg Erhvervsudvikling for alvor sætte alt ind på at etablere en ny og mere positiv opfattelse af Esbjerg. 

Tyra Future og Facebook sikrer lys fremtid

Da det sidste år blev offentliggjort, at Maersk Oil ville investere hele 21 milliarder kroner i genopbygningen af Tyra-feltet, vakte det jubel og stor begejstring hos det meste af Esbjergs erhvervsliv. 

Den nye aftale vil foruden at bidrage til statskassen med flere hundrede milliarder også betyde, at der samlet kommer op til 4.000 nye job, hvoraf en stor del af dem vil blive placeret i Esbjergs offshore virksomheder.  

Aftalen er dog ikke kun en stor gevinst for de virksomheder, der har direkte aktiviteter inden for offshore branchen. En aftale af en sådan størrelsesorden, som det er tilfældet her, vil også få en kæmpe afledt effekt på de mange servicevirksomheder, som servicerer offshore branchen. 

Heriblandt er Esbjerg Lufthavn, byens restauranter og hoteller blot nogle af dem, som også vil nyde godt af den nye aftale. 

For nyligt blev det så bekræftet, at Facebook står bag det forestående byggeri af det 250.000 kvadratmeter store datacenter. Selve byggeriet vurderes at kræve i mellem 1500-2000 håndværkere i anlæggelses-fasen, og når byggeriet står færdigt, vurderes det, at datacenteret vil huse 250-300 jobs. 

Med det forestående 7.000 kilometer lange søkabel, der skal trækkes fra den amerikanske østkyst til Esbjerg, også kaldet “havfruekabelet”, bliver Esbjerg et infrastrukturelt knudepunkt. Dette vil alt andet lige åbne vinduerfor lignende projekter til byen i fremtiden.





Kilde: