Sydbank har fundet arvtager til mangeårig topchef

Sydbanks topchef, Karen Frøsig, meddelte fredag, at hun ønsker at gå på pension. Mark Luscombe bliver ny chef.
Sydbank skifter ud på topposten næste år. (Arkivfoto).
Sydbank skifter ud på topposten næste år. (Arkivfoto).

Ritzau Ritzau,

02/10/2023

Sydbank har fundet sin nye topchef.

Det skriver banken i en børsmeddelelse mandag morgen.

Det bliver Mark Luscombe, som tager over efter Sydbanks administrerende direktør gennem 13 år, Karen Frøsig.

Banken meddelte fredag, at hun ønsker at gå på pension i løbet af det nye år.

Luscombe kommer fra en stilling som landechef i den svenske bank SEB.

Han bliver i første omgang indsat som bankdirektør, hvilket sker med henblik på at overtage stillingen som administrerende direktør.

Tiltrædelsen sker efter planen 1. april.

Sydbank forklarer i mandagens meddelelse, at den har ønsket at finde en afløser, som kan fortsætte den retning, Frøsig har været med til at sætte.

- Samtidig har vi ønsket en kandidat, der kan sikre den fortsatte kompetencemæssige bredde i direktionen, når Karen Frøsig stopper.

Frøsig startede i banken i 1994. Først som chefjurist og siden 2008 som medlem af direktionen.

- Det er et langt, tæt og godt samarbejde med Karen Frøsig, der slutter næste år, sagde bestyrelsesformand Lars Mikkelgaard-Jensen fredag.

- Gennem mange forandringer og udfordringer har Karen Frøsig i alle 13 år sikkert ledt Sydbank til at blive den stærke bank, den er i dag.

- Sydbank er i dag i absolut topform og blandt de allerbedst performende banker i Danmark. Det er vi stolte af, lyder det videre.

Særligt de seneste år har Sydbank nydt godt af en voksende indtjening - særligt drevet af stigende renter.

Det var sidste år medvirkende til, at banken tjente 1,9 milliarder kroner.

I år ventes det resultat at vokse betragteligt til op mod 2,9 milliarder kroner.

Sydbank har cirka 2100 ansatte og 55 filialer.

Kilde: /ritzau/