Man kan stadig have helt legitime politiske præferencer for at sende ledige i virksomhedspraktik, sådan som regeringen har vedtaget det med de seneste reformer. Sandheden er nemlig også, at ingen andre beskæftigelsesværktøjer kan fremvise overvældende rater af succes. For kommunerne er virksomhedspraktikken desuden blandt de nemmeste former for aktivering, der tilmed i en årrække har givet størst refusion fra staten. Og for virksomheder kan det give god mening at bruge gratis, uforpligtende arbejdskraft og samtidig hjælpe med at løfte en integrationsindsats.
»Det er bare ikke det samme som håndfast evidens for, at den forbedrer migranternes muligheder for at komme i arbejde,« siger Anders Bruun Jonassen.
Det er det, Tedros Haile har skrevet i notesbogen, om end lidt mindre akademisk og med et dybere hjertesuk:
»Firmaerne ved, at de altid kan få nye praktikanter. Men vi migranter bliver bare mere og mere frustrerede. Jeg mener, at hvis ikke den første praktik fører til job, må kommunen gøre sig mere umage for at finde noget, hvor der rent faktisk er en chance. Bare at lade os gå i praktik i halve og hele år … Det er altså spild af tid,« siger han.
Og så er der jo lige spørgsmålet om hvem der overhovedet har bedt dem komme?
