EU enighed

Så lykkedes det endnu engang at blive enige om en hensigtserklæring omkring migrantsituationen

Ikke angivet Ikke angivet,

30/06/2018

Så lykkedes det endnu engang at blive enige om en hensigtserklæring omkring migrantsituationen. Hensigtserklæringer har man længe kunnet kreere i Bruxelles. Indtil 1992 forløb det europæiske samarbejde godt, men efter Maastrichtsaftalen og dens indførelse af Unionen blev medlemslandenes egne parlamenter underlagt Bruxelles, hvorefter EU ikke mere har kunnet løse de problemer, som enkeltstaterne kunne. Allerede kort efter at have skabt unionen opstod krigsproblemerne på Balkan. Det kunne Bruxelles ikke løse med andet end snak, så til sidst måtte USA gribe ind og vise hvad man skulle gøre. De senere  problemer med krise, ydre grænser,  etc har man heller ikke kunnet løse. Hensigtserklæringen kan heller ikke gennemføres, så alt minder meget om et rent Mester Jakel teater, hvor kun små og ret ligegyldige tiltag realiseres.  

Således har man kunnet enes om at alle unionens fædre skal holde to måneders Barselsorlov. Idéen hedder "ligestilling" og er en ensretning. I realiteten endnu et søm i unionens ligkiste. Vi er nemlig ikke alle ens.  De forskellige medlemslande har kulturer og livsvaner skabt af deres historiske forløb. Netop derfor er der forskel på tænkemåde og livsindstilling mellem en tysker eller dansker og f.eks. en græker eller italiener. Det er disse forskelle man forsøger at udslette. 

Egentlig er det sørgeligt, at så mange politikere endnu ikke har forstået udviklingen. De tror stadig at alt drejer sig om hvorvidt man er venstre- eller højreorienteret. Ensretningen mener de er vejen frem. De har intet lært af udviklingen i forrige århundrede. Da havde Europa adskillige politiske kollektive ensretninger. Kommunismen, socialismen, Fascismen og Nazismen var netop ensrettende systemer. Man indførte ensretningen med magt, som individet måtte bøje sig for. Også  dengang opstod der en opposition, som havde navne som f.eks. revisionisme eller statsfjendskab. I vort århundrede kaldes oppositionen for populisme. Idag bruger man heller ikke mere fysisk magt. Den moderne tvang udøves økonomisk. Ligesom i de førnævnte systemer belønnes de positive politikere, medens de negative straffes. Det menige folk holdes på plads af politiske udtalelser såsom "skat, ligestilling, offentlig interesse, velfærd" o.s.v., alt sammen helt i familie med hensigtserklæringerne fra Bruxelles. I realiteten floskler, som skal tjene til at holde befolkningen på plads og skabe dens forståelse for den påtvungne ensretning. På længere sigt vil det derfor gå unionen ligesom det gik dens åndsfæller fra forrige århundrede. Den vil bukke under.


Kilde: