EU politikere skal ikke dokumentere hvad de bruger de 32.000 kr de får om måneden til "blyantspenge"

Tidligere på sommeren afviste Europa-Parlamentets bureau et forslag om, at parlamentarikerne skal føre regnskab med de omkring 32

Gitte Nielsen,

07/08/2018

Tidligere på sommeren afviste Europa-Parlamentets bureau et forslag om, at parlamentarikerne skal føre regnskab med de omkring 32.000 kr., et medlem hver måned modtager i såkaldte blyantspenge. Pengene skal gå til kontorhold i hjemlandet, men i hvor stort et omfang de faktisk gør det, er der altså ingen, der ved.

Pengene kan parlamentarikerne for så vidt stikke skattefrit i lommen, og sådan skal det altså ifølge bureauet, som holdt sin afstemning bag lukkede døre, blive ved med at være.

man kan gætte på, om begrundelsen har lignet den, man ofte hører fra medlemmer af det danske folketing, når det har været på tale at afskaffe de 62.080 skattefri kroner om året, en MF modtager til dækning af diverse udgifter i forbindelse med folketingsarbejdet. Når kritikere har anført, at udgifterne af den art kunne og burde refunderes mod forevisning af bilag, lyder svaret oftest, at det sandelig ville være alt for bøvlet.

Men alle almindelige skatteydere kender godt besværet, med at dokumentere udgifter for at kunne få fradrag.

Burde ikke netop de mest EU-begejstrede politikere bakke op om både åbenhed og mådehold med skatteydernes penge? Det virker hverken særlig logisk eller særlig tillidsvækkende, når man så blankt og i al hemmelighed afviser selv den mindste kontrol med de midler, der udbetales til parlamentarikerne. Det giver et indtryk af, at man har noget at skjule og bærer ved til den politikerlede, der er tidens svøbe.