Når man som Dennis Knudsen får overbragt et nyfødt barn, har det ligget i en kvindes livmoder i ni måneder og har derfor allerede en tilknytning til den udklækkende krop. Biologien har herefter bestemt, at den selv samme krop, der er skabt til formålet, skal sørge for maden i form af modermælk, og at den stemme, barnet har lært at kende, skal trøste barnet, når det græder.
Det instinkt, biologien ligeledes har givet mødre med det formål at beskytte og drage omsorg for barnet, kan heller ikke erstattes af en nok så flink anden. Et spædbarn skal ikke overdrages til en mand, medmindre det sker som en nødløsning på en sørgelig begivenhed.
Derfor skal mænd end ikke kunne få børn på den måde, Dennis Knudsen har fået det – ved hjælp af en venligt udlånt livmoder. Det er helt enkelt ikke i barnets tarv. Så loven skal hverken give mulighed for venligt udlånte livmodere, som det sker i dag, eller til kvinder, der ville kunne få brød på bordet ved et sådant udlån. For hvis »The Handmaid’s Tale« har én besked til verden, så er det, at kvinder går i stykker, når man tager børnene fra dem, og det er længe siden, at Amnesty International definerede det som tortur, når kvinder under fangenskab får frataget deres børn, om det så bare er kortvarigt.
Det er ikke engang nødvendigt at studere de allerede talrige fortrydelseshistorier fra rugemødres pen for at forstå, at enhver spekulation i fattige kvinder livmodere er ondskab.
