Så er endnu et afsnit af serien rullet over skærmen og med to afsnit tilbage kan man lige så godt erkende det nu: Serien står ikke til at redde. Uanset hvor gode afsnit 7 og 8 måtte blive, er de første seks så ringe, på for mange niveauer til, at man kan ændre helhedsindtrykket med to afsnit.
Dermed ikke sagt, at det hele er ringe. Elementerne som omhandler kampene, de operationelle og strategiske overvejelser i den danske generalstab og til allersidst de diplomatisk-militære trakasserier fungerer virkelig godt og er medrivende. De er desværre alt for korte og der er for langt imellem dem til, at de kan beskrives som bærende for serien.
Havde Bornedal fokuseret på dén del, kunne der være kommet et storslået krigsdrama ud af det hele.
Men ak. Kærlighedsdramaet fylder fortsat alt for meget, og er ganske uinteressant. Seeren er ikke investeret i Inge, Laust og Peter. Primært fordi kærlighedsdramaet er så kedeligt og opbyggeligt i sit udgangspunkt. Men sat ved siden af velfungerende kamphandlinger og strategisk drama, virker disse karakterers skæbne uendelig ligegyldig. Og egentligt heller ikke sympatiske. Især Inge virker ualmindelig øretæveindbydende, og har ingen kompenserende kvaliteter.
Dertil alle de fuldstændig ufattelige elementer, Bornedal insisterer på at få skubbet ind.
Hvorfor skal Djargo i kachotten? Og hvad laver han dér?
Hvad er det egentligt Inge skal tale med Laust om? Hun får at vide, at han er død (af en Didrik-karakter, som ikke spiller nogen rolle i afsnittet udover at spille overfor den ligegyldige Djargo - endnu en blindgyde) og giver sig i kast med en Florence Nightinggale mission. Heldigt, at Inge havde læst Nightinggales skriverier. Nogle måneder inden den første sygeplejerske fra Nightingales skole overhovedet var uddannet.
Man kan undre sig over, at fortællerstemmen - den alvidende - i det mindste ikke gør seeren klart, hvorfor det er vigtigt, at Inge taler med Laust.
Malling udøver endnu en gang magi (ja, folkens! Magi!) og redder Laust fra døden ved at tage en isterning ud af brystet på ham. Og derpå putte den i munden på ham. En scene der virker som om Bornedal simpelthen ikke gad skrive og derfor bare gav Malling en isterning i hånden og bad ham improvisere et eller andet.
Og så de lange "takes" med folk som er ulykkelige og som "lider". Da præstesønnen får skudt hænderne af, fokuserer kameraet på Inges smerte (eller chok), og præstesønnen er reduceret til en slags rekvisit for at Inge skulle have det lidt skidt. Hvorfor overhovedet introducere præstesønnen, hvis hans død er så ligegyldig og af en eller anden grund påvirker Inge, som aldrig har mødt ham og ikke har følelser investeret i ham.
Ikke at seeren har det - investeret. Jeg havde håbet at han blev skudt allerede på marken da han kæftede op om ludere i stedet for at fokusere på en mission som var livsfarlig.
Endeligt en kommentar til "nutidsscenerne". De bliver mere og mere ligegyldige og har mindre og mindre med seriens egentlige tema at gøre. Det virker som om Bornedal selv er kommet til den konklusion, hvorfor han lemper et underligt "twist" ind, som er taget ud fra "Days of Our Lives". Baronen og emo'en er i familie! Nej hvor pudsigt! Så er ringen sluttet - her med en fjerdedel af serien tilbage. Hvad Bornedal vil med det element bliver stadig mere fjernt.
Skulle man give karakter kommer afsnitet op på 2/6, fordi det taktiske og strategiske ved 1864 langt om længe begynder at udkrystalliseres og så fordi karaktererne Monrad (I Bornedals version) og Heiberg ikke optrådte i afsnittet (det ville ellers være rart med et indblik i, hvad København gjorde sig af overvejelser, men det må vi ikke se).
