Anmeldelse af 2. afsnit af 1864

Jeg havde egentligt ikke overvejet at ofre kræfter på den nye dramaserie 1864, hvoraf man i aftes, søndag, kunne se 2

Ikke angivet Ikke angivet,

20/10/2014

Jeg havde egentligt ikke overvejet at ofre kræfter på den nye dramaserie 1864, hvoraf man i aftes, søndag, kunne se 2. afsnit.

Alligevel mener jeg, at det kunne være på sin plads at sætte lidt perspektiv (seer-perspektiv) på serien.

I første afsnit forsøget Bornedal at "sætte scenen" for krigen i 1864, ved at drage en ganske relevant tråd til den danske sejr i treårskrigen. Soldater vender hjem, med ar på krop og sjæl. Dette blive hamret ind med 7-tommer søm og det bliver hurtigt tydeligt, at Bornedal finder eliten - skal vi sige problematisk. Senere Konceilpræsident Monrad fremstilles som lettere tosset, den lokale Baron som dum og naiv, og baronens søn Didrik, som et røvhul i klasse A. Det er dog uklart, om det er krigen som har gjort ham uudholdelig, eller det personlighedstræk har været hos ham inden. Bornedal dog mere end antyder, at det er traumerne fra krigen, som er problemet (og så den priviligerede opvækst).

1. afsnit havde en række filmiske problemer, som jeg ikke vil komme yderligere ind på her (bl.a. nutidsscenerne).

2. afsnit begynder i 1851 i de første 10 minutter og springer så frem til 1863. De to drenge, Laust og Peter, som formentlig er seriens hovedpersoner bliver voksne, sammen med godsforvalterens datter, som også fungerer som fortællerstemme (og som har skrevet en dagbog med et bemærkelsesværdigt tilbageskuende blik som åbenbart beskriver året 1851 og så først samler op igen i 1863 - men reelt først er skrevet engang efter 1864. Go figure).

I bondestanden anno 1863 er alt lykke og idyl. Det samme kan dog ikke siges om adelen. Til trods for, at der er gået 10-12 år siden sidste afsnit, har Didrik ikke udviklet sig overhovedet - hverken til det værre eller bedre. Hans sadisme og perversiteter udpensles i nogle scener som umiddelbart har meget lidt med krigen i 1864 at gøre - og Bornedal's undskyldning med at han "beskriver mennesker" er forlængst opslidt. Fra at være et kæmpe røvhul, ser man nu Didrik som en slags Amon Goeth i sin egen lille koncentrationslejr, hvor dom og straf uddeles vilkårligt, og uden nåde.

Han er ikke ældet mange dage i de 10-12 år der er gået, og sin giftemodne alder til trods, er han ikke blevet gift, og interesserer sig ikke synderligt for kvinder, medmindre det indeholder et sadistisk element. Ja, og så er han zoofil og drukfældig - og det er alle hans venner (eliten) også.

Faderen - baronen - fremstilles indledningsvis som en storhedsvanvittig idiot som ikke vil blandes med tyskere og jøder(?). Han skal vistnok repræsentere den lokale variant af højre-folkene i Rigsdagen. Det er ikke helt klart. Han udviser dog en vis nåde overfor de tilrejsende sigøjnere. Mere om dem senere.

Sceneriet i København antager et stadigt mere bizart udseende. Monrad har fået sin egen spindoktor i djævelens variant af Birgitte Nyborg - Heiberg. De øver taler på lettere sadomachocistisk manér og for at sætte en tyk streg under vanviddet, bekender Monrad at han - og hele hans familie er sindsyge og ser nærmest indtrængende mod Heiberg, at hun stopper ham, hvilket hun ignorerer og i stedet ægger ham i hans forehavende.

I Rigsdagen er de national-liberale tilsyneladende gået kollektivt fra forstanden. De afventer af den kejtede Monrad får sig gejlet op til et "lidenskabeligt niveau", og så er de åbenbart villigt til at acceptere alt, hvad der nu måtte komme ud af hans mund. Blot det er tilstrækkeligt lidenskabeligt(?!)

Han holder en tale, om at Danmark skal være én stat - og de konservative kræfter (de national-liberales politiske modstandere), repræsenteret ved gamle, tavse mænd i sort tøj, udfordrer ikke Monrads krigstale.

I det hele taget gør Bornedal enormt meget ud af at fortælle at politikerne er nationalistier. De gentager det igen og igen. Men på intet tidspunkt fortæller Bornedal om, hvorfor de er nationalister.

Formålet med disse to afsnit er jo tydeligvis at "sætte scenen" for krigen i 1864. Derfor ville det være oplagt at lade de toneangivende politikere diskutere baggrunden for krigen. For det var netop ikke en elitær flok nationalisters opfattelse, at de var "guds udvalgte", som var årsagen.

Men nej. Nogen egentlig politisk dialog høres ikke, og seeren bliver dummere - ikke klogere - af denne del af serien.

For hvorfor overhovedet inddrage den Rigsdags-politiske del af persongalleriet, hvis de ikke laver andet end gejler Monrad op til råbende niveau? Hvis man ville noget med den politiske baggrund, kunne man eventuelt lade Peter, Lause og et par stykker mere, lade deres meninger brydes - så kunne man spare lønningerne til Bro, Knudsen, Pilmark m.fl. ligeså de dyre kostumer.

Og man har allerede den vanvittige elite (det ligger åbenbart i titlen) repræsenteret ved baronen.

I hvert fald virker den politiske del slet, slet ikke.

Ser man tilbage på personerne på Sydfyn, er det Laust og Peter, der stjæler billedet - den smule der er at stjæle. Laust (ham med hjernen) render på nogle sigøjnere som er blevet afvist af baronens søn (ingen andre viste sig at være den mindste smule skeptiske. Den eneste som ikke bryder sig om sigøjnere er åbenbart Didrik).

Sigøjnerfatter, Ignazio - dilettantisk spillet af Zlatko Buric - siger skråsikkert at alle nationaliteter er gode. Laust (ham med hjernen) tager dette 20 sekunders budskab til sig, og lader det på ingen tid gennemsyre hele hans sjæl. Til trods for 12 års massiv nationalistisk indoktrinering i skolen og i samfundet. Bemærkelsesværdigt!

I det hele taget er sigøjnerelementet bemærkelsesværdigt. Man siger i filmbranchen at "seeren er villig til at acceptere det umulige. Men han afviser det usansynlige". Det har været diskuteret i sidste uge: Var der sigøjnere i Danmark på denne tid. Min vurdering er, at det har der nok været. Man laver ikke love imod folk, som ikke findes.

Næste spørgsmål må være, hvorfor man så lavede love imod disse mennesker. Bornedal må mene, at det var fordi de var for arbejdsomme, venlige og imødekommende.

Nu var sigøjnere ikke velkomne i ret mange lande - det kunne man tænke lidt over.

Og så er det bemærkelsesværdigt, at bondestanden ikke har nogen som helst reservationer overfor sigøjnerne. Det er alene Didrik som ikke kan lide dem.

Ja, der er egentligt ikke ret meget godt at sige. En fjerdedel af serien er nu blevet vist, og selvom skyerne trækker op, er seeren ikke blevet klogere på baggrunden for krigen - udover noget med storhedsvanvid, i den abstrakte version. Intet konkret.

Bornedal har forsvaret sig med, at han "beskriver mennesker". Javel. Det gør han egentligt ikke ret godt. Han karikerer til gengæld mennesker.

Endelig kan man spørge, om folketinget gav 100 millioner til en dramaserie "der beskriver mennesker"? Bornedal forvalter bevillingen som om hele 1864-temaet nærmest er en tilfældighed - og også lidt ligegyldigt. At det kunne være sat i stenalderen, på månen eller I Sydamerika.

Kilde: