Dette indlæg kommer fra en lidt usædvanlig kant, da jeg hele mit stemmeberettigede liv har stemt til venstre for midten. Jeg har i lang tid været tiltrukket af liberal tankegang - forstået sådan at det virker intuitivt rigtigt for mig at frihed fra tvang er en grundlæggende rettighed. Jeg deler ikke venstrefløjens forkærlighed for en stor stærk stat og jeg føler en meget instinktiv uvilje hvis nogen forsøger at tvinge mig til noget jeg ikke vil, med henvisning til et fælles bedste. I midlertid er der ét spørgsmål som venstrefløjen nærmest har haft patent på, som er altafgørende for mig, og som liberale partier som Venstre og Liberal Alliance mildest talt har haft utilfredsstillende svar på, nemlig miljøspørgsmålet, og det har afgjort hvor mit kryds er landet. Et rent miljø er, så vidt jeg kan forstå, i mange liberales øjne i samme kategori som høj dagpengesats, gratis uddannelse, gratis lægehjælp - osv. Dvs. at et rent miljø er et dyrt velfærdsgode som kræver dybe indgreb i den enkeltes rettigheder.
Jeg er uenig i den præmis og mener at miljøspørgsmålet adskiller sig væsentligt fra velfærdsrettighederne. Jeg mener også at den liberale filosofi foreskriver et stærkt forsvar af vores miljø, og at de liberale partier hvis de ser bort fra denne konsekvens af den liberalistiske tankegang, gør sig sårbare for en kritik de slet ikke behøvede at være sårbare for, samt jager den voksende skare af “grønne vælgere” væk.
Argumentet ganske kort: Liberalisme er i sin grundessens et forsvar af individets rettigheder til at være fri for ting de ikke selv har valgt. Min forurening er ikke noget du har valgt og vice versa og vi har derfor hver især, ifølge liberal tankegang, ret til at være frie for den.
To slags rettigheder
I Robert Nozicks liberale nyklassiker “anarchy, state and utopia” fremgår det at liberalismens rettighedsbegreb primært er negativt - forstået sådan at det man har ret til er fraværet af tvang, vold mm. Mens et konkurrerende rettighedsbegreb som man, i en dansk sammenhæng, kunne kalde velfærdsrettighederne, handler om ret til en masse ting.
Et par eksempler på hvad jeg mener kan gøre diskussionen klarere:
Et liberalt eksempel på en rettighed er at man har ret til at gå ned ad gaden en lørdag aften uden at få bank af en flok fulde drenge der vil vise sig. Man har ret til ikke at blive offer for trafficking. Man har også ret til at afslå en foreslået medicinsk behandling mv.
Det gælder altså at ingen må skade andre på deres liv, ejendom eller helbred.
Eksempler på rettigheder i velfærdsstatens tankegang er feks. Retten til kontanthjælp, retten til børnepenge, retten til gratis lægehjælp mv..
Mit ærinde med eksemplerne er ikke en indgående diskussion af fordele og ulemper ved hverken de liberale eller velfærdsstatens rettigheder - blot at sige at på mig virker de liberale rettigheder langt mere indlysende og grundlæggende end velfærdsstatens. De liberale rettigheder burde omgående tilfalde alle mennesker i verden - og ville gøre verden til et ubetinget bedre sted, mens det samme mildest talt ikke er indlysende når det gælder velfærdsrettighederne. Når det så ovenikøbet er sådan at velfærdsstaten i Danmark lægger beslag på noget der ligner halvdelen af vores allesammens indkomst for at kunne stille velfærdsgoderne til vores rådighed, er den liberale skepsis over for rimeligheden af projektet helt på sin plads.
Mit eneste alvorlige problem med liberalisme, som den udvirkes af sine politiske eksponenter er, at det virker til at de har en blind vinkel ift bekæmpelse af miljøforurening som i virkeligheden burde være en liberal mærkesag par excellence.
Miljøsvineri er at ligne med tyveri eller hærværk
Forestil dig følgende: En varevogn dukker en dag op ved din grund og begynder at læsse affaldssække fyldt med ulækkert skrald og blodindsmurte kanyler stikkende ud, ind til dig. Før du når at reagere er bilen kørt igen, og nu står du med problemet. Som jeg ser det har affaldsdumperne overtrådt din ret til at være fri for klamt affald som du ikke selv har produceret. De har måske ikke, i almindelig forstand, gjort fysisk vold mod din person, men jeg mener at så grov en overtrædelse, er at sidestille med tyveri eller hærværk. I eksemplet her har vi altså en klar overtrædelse af liberalismens frihedsrettigheder.
Det er min opfattelse at al forurening, der ikke kan afgrænses fuldstændigt til individet eller individets egen ejendom, principielt har samme karakter som eksemplet.
Hvis en landmand feks. Gerne vil sprøjte med pesticider på sin egen jord, har han ret til det, fordi det er afgrænset til hans jord. Men hvis noget af hans sprøjtemiddel vaskes ud i en anden mands vandløb er det en overtrædelse af den andens ret. Eller hvis noget af sprøjtemidlet trænger ned i grundvandet og ender i andre menneskers drikkevand er det en overtrædelse af de menneskers ret til at blive holdt skadesløse for konsekvenserne af andre menneskers handlinger.
Både Nozick og Anders Fogh er helt bevidste om dette. I et lyrisk øjeblik skriver Fogh feks.:
“De fleste mennesker sørger, når der sker en skade på naturen. Vi sørger over tabet af dyrenes lyde, planternes dufte, farverne og formerne i naturen. Det gør vi allerede på det følelsesmæssige plan, fordi vi kan identificere os med andre levende skabninger og livsprincipper. Derfor føler vi at der sker en skade på os selv, når der sker en skade på naturen.”
(Anders Fogh Rasmussen, Fra Socialstat Til Minimalstat s. 204)
Og Nozick er helt på samme linje
“Perhaps a few words should be said about pollution - the dumping of negative effects upon other peoples property such as their houses, clothing, and lungs, and upon unowned things which people benefit from (...) Since it would exclude too much to forbid all polluting activities, how might a society (socialist or capitalist) decide which polluting activities to forbid and which to permit? Presumably, it should permit those polluting activities whose benefits are greater than their costs. The most feasible theoretical test of this net benefit is (...) whether those who benefit from it would be willing to pay enough to cover the costs of compensating those ill affected by it”
(Robert Nozick, Anarchy, State and Utopia, s. 79)
Er det idealer eller penge der er primære i de liberale partier?
Citaterne viser at både Fogh og Nozick betragter forurening som et problem liberalt indstillede bør tage sig af, og Nozick citatet skitserer den løsningsmodel som har fået navnet forureneren betaler princippet og som blev formuleret af OECD i starten af 70´erne.
Jeg er i princippet fuldstændig ligeglad med hvordan miljøbeskyttelsen organiseres og hvem der udmønter den, bare den bliver bundsolid og gennemført!
Grunden til at jeg, som tingene står nu, ikke sætter mit kryds ved Venstre eller Liberal Alliance, som jeg egentlig deler en masse holdninger med er, at det, i al den tid jeg har været stemmeberettiget, har virket som om det var netop disse partiers fornemste opgave, at sørge for at både privatpersoner og industrierne kunne få lov at forurene så meget de havde lyst til. Uden på nogen måde at skulle stå til regnskab for det.
Anders Fogh udødeliggjorde bla. Ordene “der er ikke en frø, ikke en fugl, ikke en fisk der har fået det ringere som følge af regeringens miljøpolitik”. Det passede, og passer bare overhovedet ikke. I den tid Venstre med Fogh og nu Løkke som leder har siddet ved rorpinden har Danmarks liberale parti stort set fuldstændigt svigtet deres liberale tankegods på miljøområdet. Det virker som om både V og LA er mere interesserede i de industrier der sponsorerer valgkampe end de er i at være konsekvente ifht deres liberale idealer. Hvilket får mig til at være i tvivl om hvad de egentligt er. Er de politiske partier med en idé-dreven dagsorden? eller simple interesseorganisationer der bruger de liberale idealer når det er belejligt, og glemmer alt om dem når de kunne risikere at koste på bundlinjerne hos dem, som de er kommet til at betragte som deres egne?
