Har historien en mening? Er vi i stand til at forstå tingenes væsen? Svarer man ja til dette, er man ikke moderne. Men synspunktet rummer det perspektivrige, at enhver væsentlig udvikling kan bestemmes som fremskridt eller tilbageskridt i forhold til historiens mening og dermed hjælpe til skelne skidt fra kanel. Så lad os i det følgende være umoderne med inspiration fra GWF Hegel.
I 1820'erne kunne GWF Hegel skrive, at Det osmanniske Rige og islam for længst havde forladt den verdenshistoriske scene og fremover, ligesom jødedommen, kun ville spille en ubetydelig birolle.
Hegel var overbevist om, at historiens gang har mening. At målet er, at hvert enkelt menneske opdager, forstår og udfolder det guddommelige i sig selv som et frit, skabende og selvstændigt væsen. Det jødiske folk var i sin opfattelse af at være Guds udvalgte folk et første nødvendigt skridt i denne retning. Til en begyndelse var problemet, at Gud som Jahve var en ganske utilregnelig Gud, som først og fremmest blev frygtet. Desuden var det kun var det jødiske folk, der havde denne Guds bevågenhed. Opfattelsen af at være Guds udvalgte herrefolk er en stærkt begrænsende og på længere sigt farlig opfattelse og Hegel så derfor ødelæggelsen af jødernes tempel og den efterfølgende diaspora som nødvendig. Riger der ekspanderer i overbevisningen om at være herrefolk hører til det fanatiske og onde.
For at bevæge sig videre efter jødedommen var det altså nødvendigt med en opfattelse, der ikke begrænser sig til et bestemt folk, race, familietilhørsforhold eller for den sags skyld køn. Ideen om blodfællesskabet og familien som væsentligst måtte opgives. Ligeledes var det nødvendigt at det guddommelige mistede sin status af noget frygtet. Det guddommelige måtte blive konkret, menneskeligt, nærværende, formidlet med det jordiske. Frem for alt ville en sådan opfattelse bane vejen for en langsom menneskeliggørelse og udvikling af de politiske institutioner. Hvert folk ville da kunne virkeliggøre sin egen politiske og moralske virkelighed i overensstemmelse med en opfattelse af hvert enkelt menneske som uendelig værdifuldt.
Alt dette findes i kristendommen under begreber som ånd, det guddommeliges inkarnation som menneske og næstekærlighed. Kristendommen er for Hegel at se er den kraft, der kan virkeliggøre sine ideer, langsomt, gennem mange århundreder og i forskellige varianter hos forskellige folk. Derfor kan der ikke tænkes nye religioner efter kristendommen.
Da islam fødes i år 622 er der da for Hegel heller ikke tale om nogen ny religion, men derimod snarere en degenereret variant af jødedommen, som dermed peger bagud: Gud er igen frygtet og Gud er samtidig det absolut ikke-konkrete, abstrakte og mennesket er den ufrie underkastede slave uden formidling med det guddommelige. På et enkelt punkt udgør islam et fremskridt i forhold til jødedommen: islam indeholder det almene, Allah er Gud for alle folk. Men selv om det betyder alle menneskers principielle lighed, så er det en lighed som slaver under Guds almagt. Den manglende formidling mellem det guddommelige og det menneskelige gør underkastelsen til eneste formål. Fanatismen er dermed et væsenstræk i islam. De 5 søjler i islam har frasigelsen af det jordisk konkrete som formål og ganske konsekvent gives der ikke noget højere end at ofre sit liv for troen. Islam er dermed apolitisk, familien er som i jødedommen det højeste. Der gives ingen jordisk konkrete formål. Islam rummer kun negativiteten, ødelæggelsen, erobringen, underkastelsen. Allah som det abstrakt almene er alting og ingenting, uden konkretion, uden billede, uden formidling og uden nogen forestilling. Det abstrakt almene har ingen substans, men grunder sig alene på en begejstring. Begejstringen kan præstere det utrolige, nå imponerede højder, men kan i næste nu forvandles til det modsatte uden at efterlade sig nogen blivende spor. Den manglende substans viser sig i de voldsomme straffe (fx håndsafhugning og stening) for relativt harmløse lovovertrædelser, der kun skaber lydighed gennem frygt og ikke efterlader nogen blivende moralitet eller udvikler nogen personlig moral. Islam er i realiteten en åndløs opfattelse, der hverken har begreb om ånd, inkarnation eller næstekærlighed.
Hvor vi i dag er vant til at tænke islam og sharia som en politisk ideologi, så ser Hegel det modsat. Islam rummer ikke nogen positivitet, der kan forankre islam politisk med fornuftige, livsduelige institutioner. Ethvert kalifat er for Hegel at se bygget på sand. Det skyder op i rekordfart, bygget på erobringer, og falder lige så hurtigt sammen igen. Det mangler den politiske positivitet, der formår at opbygge substantielle institutioner. Det mageløse islamiske rige i 1100-tallet, der langt overgik de kristne naboer, faldt lige så hurtigt sammen igen, videnskab og kultur forsvandt og de ophøjede karakteregenskaber forvandledes til afstumpet primitivitet og udskejelser. Hegel mener endda at undergangen kun blev forhalet på grund af janitschar-korpset, der var en eliteenhed af tvangskonverterede kristne.
Nutidens Tyrkiet eksisterer på baggrund af en kristent inspireret sekularisering holdt sammen af militæret. Hvis et muslimsk land er rigt, baserer det sig hovedsagelig på naturrigdomme som olie. En immanent stabilitet findes tilsyneladende ikke i muslimske lande og friheden har trange kår. Ro og orden opretholdes oftest gennem hårdhændede diktaturer og forestillingerne om et muslimsk forår med folkelige krav om demokrati og menneskerettigheder er håbløst naive (eller abstrakt almene). Omvendt er familierelationer centrale, skam og ære i relation til familien kan være altafgørende og den muslimske families gæstfrihed er ofte storslået.
For kristendommens vedkommende er vi vant til at tænke os selv som sekulariseret i "Gud og kejser" og religion og politik dermed adskilt. Men for Hegel at se er kristendommen i sit væsen politisk. Renaissancens selvbevidsthed, protestantismens opgør med kræmmermentaliteten, magtens tredeling, liberalismen, konservatismen, den franske revolution, socialismen er alt sammen eksempler på en kristen ånd, der bygger på individets suverænitet og medmenneskelighed og positivt skaber de politiske institutioner, som disse ideer virkeliggøres igennem. Det sker gennem masser af fejl, tilbageslag og tilfældigheder, men det grundlæggende under det hele er en overbevisning om det guddommelige som jordisk konkret i det enkelte menneske. Selve sekulariseringen er dermed kristen i sit væsen, da den bærende idé er en respekt for det enkelte menneskes åndsfrihed.
I takt med den kristne åndeliggørelse af verden, vil jødedommen og islam efterhånden forsvinde og op til 1. verdenskrig ser Hegel ud til at få ret. Men få årtier senere er tilbageslagene foruroligende. Først sker det bizarre, at en jødisk herrefolksideologi sammen med en muslimsk ekspansionstrang og fanatisk begejstring fusionerer i nazismens uhyrligheder. Det nazistiske riges eksplosionsagtige ekspansionshastighed og lige så hurtige kollaps sammen med herrefolksideologiens masseudryddelser, udgør i en Hegelsk optik to forældede anti-kristne ideer i deres mest uhyrlige vrangside. "Blut und Boden" er blodfællesskab, begejstring, fanatisme og ekspansion eller kort og godt: det værste ved Jahve og Allah bragt sammen til den totale åndløshed.
Forskrækkelsen har vel her godt 75 år senere knap nok lagt sig. Men samtidig sker der i kølvandet på nazismen endnu en ulykke: staten Israel oprettes. Jødedommens mening er ifølge Hegel at være alle folks budbringer om det absolut almene. Ideen om at være det udvalgte folk er ufarlig så længe folket ikke har noget land, men som zionisme er jødedommen både farlig og skadelig. Oprettelsen af Israel er med andre ord en alvorlig fejl.
Den kristne idé skal efter Hegels opfattelse virkeliggøre en sædelighed i de enkelte folk alt efter folkets historie, geografi, kultur, institutioner, traditioner og vaner. Et folks lovgivning bliver dermed det direkte og positive udtryk for en sådan sædelighed. Det betyder samtidig, at en overnational ret ikke kan have nogen gyldighed for hvad skulle den basere sig på? Menneskerettigheder, ville vi vel i dag svare, men menneskerettigheder er et eksempel på en af Hegels yndlingsaversioner: det abstrakt almene. Det abstrakt almene, som vi så med islam, er det verdensfjerne, substansløse, som kan være alting og ingenting. Menneskerettighederne er på samme tid de mest ophøjede erklæringer om mennesket og det mest tomme og intetsigende. At lægge menneskerettigheder til grund for en lovgivning, at tiltræde menneskerettigheder som står over et lands sædelighed, er da både åndløst, frihedsundergravende og begyndelsen på en potentiel fanatisme. Det enkelte folk er for Hegel at se den eneste legitime basis for et lands frihed og lovgivning og internationalt samarbejde kan derfor kun være mellem frie og selvstændige stater. Et europæisk fællesskab om handel, miljø og andre fællesinteresser er derfor en naturlig udvikling, mens en politisk union er direkte skadelig.
En menneskerettighedsdomstol bygger dermed sin legitimitet på sand. Da menneskerettighederne er abstrakt almene vil der ikke være noget, der forhindrer domsafsigelserne i at udarte til det politisk opportune eller direkte afspejle tilfældige snævre interesser, hvilket vi efterhånden har set mange eksempler på. Samtidig forhindrer menneskerettigheder og abstrakte konventioner det enkelte land, der har tilsluttet sig disse, i at føre en egen fri og fornuftig politik ud fra det enkelte lands egen sædelighed. Da nazisterne efter 2. verdenskrig skulle dømmes og man definerede en forbrydelse imod menneskeheden, blev grunden lagt til en international straffedomstol. Men hvordan forbrydelser mod menneskeheden skal straffes kan aldrig defineres absolut eller abstrakt, men må i stedet udtrykkes gennem en bestemt sædelighed, der hos visse folk vil betyde dødsstraf og hos andre forvaring eller behandlingsdomme. Der findes ikke en absolut sandhed over dette, som kan give den internationale straffedomstol myndighed og legitimitet til at afsige, hvad den rigtige dom er.
Selv når menneskerettighedsdomstolen gør noget mange finder godt, er det et overgreb. Danmark blev i 2006 dømt af menneskerettighedsdomstolen til at afskaffe eksklusivaftaler. Eksklusivaftaler er helt givet en indskrænkning af friheden. De kunne tvinge arbejdstagere til medlemskab af bestemte fagforeninger og er bestemt ikke noget jeg selv vil forsvare, men dommen er ikke desto mindre et godt eksempel på en menneskerettighedsdomstols helt ahistoriske og abstrakte og dermed illegitime tilgang. I Danmark har der jo udviklet sig en bestemt sædelighed som udtrykkes i en konkret udformning af arbejdsmarkedet, der sikrer en bestemt balance mellem arbejdsgivere og arbejdstagere og eksklusivaftaler havde i denne sammenhæng sin betydning og mening. Det giver ingen mening at trække eksklusivaftaler ud af sin historisk konkrete sammenhæng og forbyde dem ud fra abstrakte menneskerettigheder. Det kan kun være et dansk anliggende at forbyde eksklusivaftaler, hvis der hos os selv skulle udvikle sig et ønske om større frihed. Hvis dette ønske ikke findes politisk tilkommer det ikke andre, at presse det ned over hovedet på os.
Danmark bør altså ifølge en Hegelsk tankegang udtræde af alle aftaler, der forhindrer os i at udtrykke en dansk sædelighed politisk – hvilket vel i praksis vil sige det hele: menneskerettighedserklæringen og samtlige konventioner samt EU.
Kommunismen blev også en del af den politiske virkelighed efter 1. verdenskrig og her optræder igen det abstrakt almene, denne gang i skikkelse af en totalitær lighedsideologi, der udartede til menneskeforagt. Strukturen ligner den islamiske, alle er lige, men som slaver for det abstrakt almene, som så her er staten i stedet for Allah. I modsætning til islam, der efterlader familien intakt, forsøger kommunismen at sætte familien ud af kraft eller gøre familien abstrakt almen i et postulat om at staten er én stor familie. Forestillingen i kommunismen er, at strukturer danner mennesker. Da en mængde mennesker i kommunistiske lande ikke lod sig danne, som de efter strukturen burde, blev de til statens fjender, som måtte tvangsdeporteres eller udryddes. Fejlen i kommunismen Hegelsk forstået er ud over det abstrakt almene statsbegreb, den uvirkelige forestilling om at en bestemt medmenneskelig og kollektiv sædelighed kan frembringes ud fra en bestemt påtvungen struktur. Det forholder sig omvendt: når den konkrete sædelighed frembringer strukturer som udtryk for den faktiske sædelighed er disse strukturer både fornuftige og virkelige og folket genkender dermed sig selv i disse strukturer. Forandringer kan aldrig indføres som revolution.
En af de mest foruroligende udviklinger efter 2. verdenskrig ud fra en Hegelsk synsvinkel er forholdet mellem den kristne verden og den muslimske. Radikaliseringen i den muslimske verden fx i Egypten og Iran er i høj grad en intern kamp, som må overlades til folkene selv at finde løsninger på. Det mest åndløse som Vesten i den henseende har foretaget sig var krigene mod Afghanistan og Iraq og den efterfølgende rent abstrakt almene idé om at indføre demokrati i disse lande og den lige så verdensfjerne idé, at forpligte dem på at overholde menneskerettigheder. En mere u-Hegelsk tanke lader sig næsten ikke tænke: at angribe et muslimsk land og fuldstændig se bort fra landets religion, historie, kultur og vaner og komplet abstrakt påtvinge landet en fremmed styreform samt lige så fremmede menneskerettigheder. Det abstrakt åndløse og det virkelighedsfjerne skriger næsten til himlen.
Den voldsomme indvandring til Europa fra den muslimske verden de seneste 50 år er lige så foruroligende og en potentiel katastrofe. Islams indbyggede negativitet vil resultere i parallelsamfund – den muslimske kultur vil aldrig kunne integreres i den kristne med mindre den muslimske forvandles, hvilket intet tyder på er realistisk. Udtrykket det multikulturelle samfund er et oxymoron: et samfund kan kun være en bestemt kultur, nemlig dette folks særlige historie, kultur, traditioner og vaner. Et multikulturelt samfund baseret på menneskerettigheder er et babelstårn, et abstrakt alment. Respekten for forskelligheden består først og fremmest i at lade det forskellige være forskelligt og lade hvert land, hvert folk, hver kultur udfolde sin egen sædelighed. Det forudsætter indvandring i et tempo og omfang, der ikke ændrer eller truer folket. Det forudsætter forståelse for islam som en degenereret åndløs form for jødedom, der er selve inkarnationen af det abstrakt almene og derfor aldrig kan blive en del af et kristent samfund. Muslimer kan i langsomt tempo blive en del af de kristne samfund, men aldrig islam. At indse dette er vanskeligt i skyggen af nazismen, hvor sporene skræmmer efter hadet og umenneskeliggørelsen af jøderne og det efterfølgende holocaust. Ingen kan ønske et nyt had rettet mod muslimer. Derfor er det vigtigt at forstå, at det ikke er muslimer, men islam der kritiseres. Mange moderne mennesker vil dog stadig opponere imod at islams væsen kan karakteriseres som Hegel gør. Men svaret kan formuleres kort: godhedsapostle og multikulturalister, der i modstanden mod islam ikke ser andet end fremmedfjendskhed og indskrænket nationalisme, er kort og godt åndløse fordi de selv tænker abstrakt alment.
Fra et Hegelsk ståsted er meget således gået galt efter 1. verdenskrig: nazismen, oprettelsen af staten Israel, kommunismen, EU som politisk union, abstrakte menneskerettigheder og konventioner, krigene mod Afghanistan og Iraq samt den muslimske indvandring til Europa. Udtrykt i et enkelt ord er ulykken åndløshed eller det abstrakt almene.
Mange moderne mennesker vil finde en Hegelsk tænkemåde temmelig antikveret. Spørgsmålet er naturligvis om det blot skyldes, at de selv er åndløse?
