"Det er noget jeg har drømt flere gange i løbet af det sidste år" forklarende Martin. Mit seneste skilsmissebarn. Ved skilsmissen var han blevet anbragt på en institution med masser af glimrende forældre. Men det var alligevel ikke gået helt godt. I hvert fald var han endt på min efterhånden lange liste over skilsmissebørn.
"Jeg havde en drøm og i denne drøm var jeg født sammen med en tvillingebror. Et barn der lignede mig fysisk og psykisk og som havde samme adfærd som jeg og som så ud til altid at reagere med samme følelser som jeg. Mit navn var (som nu) Martin og min bror hed Henrik."
Han snakker om sin drøm. "Men er du ikke enebarn?" Spørger jeg, for at være helt sikker.
"Jo. Men ikke i drømmen. I drømmen har jeg en tvillingebror. Jeg husker ikke noget fra vores helt tidlige barndom men jeg husker første gang han bed mig. Det var mens vi spiste og det fik mig til at græde. Jeg blev vistnok trøstet af min mor.
Bagefter opdagede jeg at Henrik havde spist min mad og at han virkede stolt over, at han havde gjort det. Trimuferende. Det næste jeg kan huske, er den dag hvor Martin havde gemt en kniv som han kunne angribe mig med. Det var en spisekniv fra vores spisebord og ikke nogen særlig skarp kniv. Men det var under alle omstændigheder farligt nok til at jeg blev afsindigt bange. Normalt ville vi mest bare kredse om hinanden og forsøge at finde en vinkel for et angreb, der ikke blottede os for meget for modangreb. Ofte uden at vi faktisk kom i kamp. Det var også udmatende bare at true og være på vagt hele tiden.
Men med en kniv var situationen forandret. Det kunne blive farligt. Rigtig farligt. Heldigvis var jeg en smule større og en smule stærkere end min bror og havde forlængst fundet ud at bruge tilfældige genstande til at forsvare mig med eller angribe med. Mit foretrukne våben var en 40 cm. træstav som vist egentlig var en del af en skillevæg i huset, men som jeg have vristet fri af sine søm. Vi kredsede om hinanden i lang tid uden at der skete noget. Men jeg lagde mærke til at han faktisk støttede sig på den hånd, der holdt kniven. Så jeg timede mit angreb perfekt sådan at han ikke kunne flytte sin hånd. Og ramte ham smak ned i håndryggen. Jeg er sikker på at noget knækkede og han blødte i hvert fald lidt.
Vi udviklede gennem årene et stærkt og dybt had til hinanden. Jeg havde sår og ar over hele kroppen efter hans bid, slag og stik. Men mere end det var jeg dybt præget i min psyke af vores had og vores kampe. Dette fortsatte frem til, at vi var omkring syv år gamle eller deromkring.
Vores sidste slåskamp var ikke over noget væsentligt. Det var en naturligt følge af mit had til min bror og at vi en sen aften var trætte og aggressive. Jeg vidste præcis, hvad han var og hvordan han følte. Han var altid mere farlig sent om aftenen. Jeg husker ikke om han havde angrebet mig eller om jeg havde angrebet ham. Det jeg kan huske er at jeg forsøger at holde ham fast med mine ben omkring hans hofter og min ene arm omkring hans hals. Og jeg holder fast. Så hårdt jeg kan. Det næste jeg husker er at jeg vågner op igen senere. Det er bælgmørkt. Jeg har stadig min arm omkring hans hals, men jeg kan ikke huske hvornår eller hvordan jeg er faldet i søvn. Henriks krop er kold og livløs. Jeg har slået min egen bror ihjel. Det er her jeg normalt vågner op fra drømmen...."
"Hvordan har du det med din genetiske familie?" Spørger jeg. Jeg kender efterhånden svaret. Ikke fra Martin, men fra den lange række af utilpassede børn som har defileret gennem mit kliniklokale gennem årene. Der er noget ved genetiske forbindelser, som svage mennesker har vanskeligt ved at håndtere. Det er så min opgave at hjælpe dem til at få styr på den slags.
"Jeg ved det ikke. Jeg hader dem ikke."
"Har du forsøgt" spørger jeg ufortrødent. "De har fortjent det. Det ved du godt ikke?"
Han kigger ned i gulvet. Tavs. Nedbrudt. Svag. Elendig.
"Det bliver vanskeligt at hjælpe dig, hvis ikke vi taler om de her ting" siger jeg. Føler mig en smule klodset og dum. Men hvad kan man gøre. Samfundet tilbyder perfekte forældre til alle der har behov for det. Men der er altså nogle, som man ikke når. Og som ofte ikke kan hjælpes. Det er så stadigvæk mit arbejde at forsøge.
Fortsættes.
