Hvor har vi Venstre?
Uffe Ellemand var formand for Venstre frem til valget i 1998 og han ændrede partiet fra at være et bondeparti til et folkeparti og til Danmarks liberale parti, så meget at der ikke var plads til andre liberale partier i folketinget. I 1993 bidrog Anders Fogh Rasmussen også til den liberale drøm med bogen Fra socialstat til minimalstat. Da Uffe Ellemand netop ikke blev statsminister efter valget i 1998 overlod han formandsposten til Anders Fogh Rasmussen. Han overbeviste sig selv om, at overformynder- og velfærdssamfundet var så fastgroet i danskernes verden, at de kun kunne se een vej til højere livskvalitet. Det var gennem større offentlige ydelser! Derfor var det ikke muligt at blive statsminister i Danmark, med mindre man førte socialdemokratisk fordelingspolitik. Det valgte han så at gøre. For han ville være statsminister. Det blev han så også. Efter et vel gennemført ”statskup” i 2001. Under valgkampen fortalte han vælgerne, at han var da lige så socialdemokratisk som socialdemokraterne, og at han skam ville bruge lige så mange penge på velfærd, offentlige ydelser og offentlige ansatte som socialdemokraterne – hvis ikke flere! Det gav ham så en masse tidligere socialdemokratiske stemmer. Vi liberale troede, at vi havde misforstået, hvad Fogh sagde under valgkampen. Venstre var jo Danmarks liberale parti og Venstre vidste vi jo, hvor vi havde. Så derfor stemte vi liberale stadigt på Venstre. Vi havde jo heller ikke andre steder at gå hen. Det havde Uffe Elleman jo så glimrende sørget for ved at holde en klar liberal linie. I 2009 overtog Lars Løkke Rasmussen formandskabet og statsministerposten og har siden fulgt den ”velfærdslinie” som Anders Fog lagde - med en stadig større offentlig sektor og nogenlunde konstant højt skattetryk. (Skattetrykket er et glimrende udtryk for, hvor meget staten bestemmer, og hvor lidt vi selv bestemmer). Man kan undre sig over, at Venstres bagland så længe har accepteret ”velfærdslinien”. Tilsyneladende har det været vigtigere for baglandet, at partiet havde regeringsmagten, end at der blev ført liberal politik. Men måske er det oprøret, der nu er på vej – med ca. 20 års forsinkelse. Vi må håbe, at Jacob Ellemand vil- og kan- genskabe det liberale Venstre, som vi vidste, hvor vi havde. Men hvis ikke, så kan vi i det mindste glæde os over, at vi i dag har 2 liberale alternativer at stemme på. Liberal Alliance og Nye Borgerlige. Det må så være deres opgave at tegne et billede af et langt mere frit og dynamisk samfund. Et samfund hvor den enkelte har langt større mulighed for at indrette sin tilværelse som man vil, og med langt større mulighed for selv at vælge, hvad deres indtægt skal bruges til.
