Antisemitismen blomstrer igen og der klistres jødestjerner på postkasser og væltes gravstene. Egentlig blev jeg lidt forbavset for nu troede jeg lige, at de fremmede, som vi ikke kan lide, er dem der på en eller anden måde er vrøvl med. De, der koster samfundet mange penge, ikke lader sig ikke integrere og topper kriminalstatistikkerne. Men jøderne er altså på en eller anden måde værre og hvorfor er det nu, at det er sådan når der er så lidt vrøvl med dem? De er jo mønsterintegrerede og bidrager økonomisk, videnskabeligt og kulturelt til de samfund, som de er en del af.
Ja, jeg ved godt at de slog Jesus ihjel, men det er jo meget længe siden og Jesus var jo i øvrigt selv jøde. Det giver ingen mening at ophøje den ene jøde til guddommelige højder og samtidig nedgøre alle andre. Middelalderens teorier om, at jøderne dræbte kristne børn og brugte deres blod i de jødiske ritualer er opfindsomt tænkt og en god teori, hvis man vil hade nogen, men vanskelig at få nogen til at tro på.
Så var der noget med at jøderne kom til at sidde på bankforretninger da deres religion ikke forbød at tage renter af udlån lige som kristendommen en overgang gjorde. Lige så naturligt det er at være glad for den, der vil låne en penge, lige så naturligt er det at forholdet kølnes når pengene skal betales tilbage. Kan det være forklaringen, at vi skylder jøderne en masse penge og nu har glemt at vi var glade, da vi fik lov at låne pengene? Måske blandet med en misundelse over at have en stor gæld mens jøderne har en masse penge til gode? Nej, det skulle jo for det første så omfatte alle, der driver bankforretning, hvad enten de er jøde eller ej og for det andet udstiller det os selv som misundelige og forgældede uden styr på vores liv.
I 1870’erne var der i Tyskland en antisemit, der hed Bernhard Förster og han foranstaltede en stor underskriftsindsamling imod jøder, som han beskyldte for at korrumpere de tyske dyder. Ved ægte tyske dyder forstod han landliv, lutheransk kristendom, nøjsomhed og så det at være vegetar. Han ville forbyde jøderne at undervise og besidde offentlige stillinger. Da Bismarck ikke lyttede, drog han i 1886 med 11 kernetyske familier til Paraguay og grundlagde Neuva Germania, en jødefri koloni i Paraguays jungle. For Bernhard Förster var det noget biologisk, der var galt med jøderne. Efter 3 år i junglen med stigende utilfredshed blandt kolonisterne og alvorlige økonomiske problemer, begik han selvmord, men kolonien findes den dag i dag og jeg tror, at det må være et udslag af galgen-humor fra selve naturens side, at kolonien i dag har fået et problem med – ja: genetisk indavl! En mere raffineret kritik af selve projektet lader sig næsten ikke tænke.
Er det biologien, den er gal med hos jøderne? Får vi ikke samme problem med det kriterie, som vi kender fra vores egen familie, hvor det ikke er nogen garanti for at være en fin fyr, at det er en fra familien? En ko kan være en god ko, hvis den giver noget mælk og en dårlig, hvis den ikke gør og det er muligvis noget biologisk, men gælder det også mennesker? Hos mennesker er der altså overvældende sandsynlighed for, at det snarere har noget med opdragelsen og kulturen at gøre, om man er et godt menneske eller ikke.
Jeg vil tillade mig – med fare for at fornærme nogle – at kalde det biologiske argument for ubegavet. Det kan ikke være derfor, at vi ikke kan lide jøder – det er kort og godt for dumt. Det biologiske kriterie må være opfundet af personer, der selv faldt igennem på alle punkter hver gang de sammenlignede sig med andre mennesker og derfor til sidst fandt på, at grunden til at de alligevel var så fremragende var fordi de tilhørte en bestemt race. På den måde kunne de tildele sig selv en udmærkelse uden at have præsteret noget og underkende andres præstationer med den begrundelse, at deres race var forkert.
Jeg synes, det begynder at blive svært. Onde tunger har antydet noget om deres næser, men jeg kender adskillige ikke-jøder, der heller ikke har været for heldig med deres. Zionismen da? Ideen om at de absolut skal bo omkring Jerusalem og på den måde skabe ufred i verden, kan vel godt fortjene et par hårde ord med på vejen, men dels er de vist ikke allesammen zionister og dels ville det paradoksalt nok løse problemet med jøder, hvis de alle flyttede til Israel. På den måde bliver zionismen jo pludselig et gode, hvis man ser bort fra problemet med palæstinenserne.
Kierkegaard havde også knubbede ord i brug over for jøderne og han beskyldte sågar Grundtvig for at være skabs-jøde. Det havde noget at gøre med en lidt for stor glæde ved tilværelsen generelt og familien og børneavl specielt og var dermed mere rettet imod en bestemt livsstil end mod jøderne som folk. De var jo ellers Guds udvalgte folk og det kan måske synes som en selvovervurdering, mens dels ligger det også meget langt tilbage i tiden og desuden var deres Gud Jahve og han var ikke nogen udelt lykke at have som Gud. Derfor behøver man ikke være misundelig over, at han kastede sin kærlighed på det jødiske folk. Bare se på hans behandling af Job og hans bulderbasse-argumentation for, hvorfor han mente sig i sin gode ret til at den slags eksperimenter.
Er der noget i vejen med deres religion? Er vi trætte af Yom Kippur, mishandler de kyllinger, er vi sure over, at de vil skære i deres tissemænd og ser det dumt ud, når mænd har fletninger? Kan det genere nogen? Det generer ikke mig. Egentlig er det vel mere irriterende, når nogen ringer på døren en søndag formiddag med et barn i hånden og spørger om jeg har fundet Jesus.
Hvis vi virkelig ikke kan lide jøderne, må det skyldes noget alvorligt. Vi kunne måske sige, at jøderne står bag alt dårligt i tilværelsen. Så ville alle jøder kunne fungere som syndebuk for hvad som helst – lige fra forurening, oversvømmelser, finanskriser til parkeringsbøder. Det ville muligvis blive lidt vanskeligt at begrunde, men det er vistnok heller ikke meningen med en syndebuk, at det skal begrundes. Syndebukken skal bare være der som lynafleder for alt ubehageligt. Lige som man i gamle dage ofrede til guderne for at undgå ulykker, så kunne det menneske, der ofres, for så vidt være ganske uden skyld selv, men blev ofret alligevel for at de andre skulle få det bedre.
Problemet med den teori er åbenlyst: hvis jøderne skal være syndebukke, er det jo en indrømmelse af, at der slet ikke noget galt med dem – så er det bare os, der bruger dem som syndebukke. Men det duer jo ikke – meningen var jo at forstå, hvorfor vi ikke kan lide jøder. Derfor er vi nødt til at kunne udpege det, der er problemet med dem.
Hvad med mentaliteten? Findes der en fælles mentalitet, der kendetegner alle jøder eller i det mindste de fleste af dem og kan den fremstilles negativt? Stræber de efter verdensherredømmet, findes der en amerikansk jødisk lobby, der styrer klodens gang, er det i virkeligheden Mossad, der aflytter hele verden?
Jeg ved det ikke, men jeg fornemmer, at der kommer noget desperat over min argumentation og det er aldrig et godt tegn. Det er meget sværere end jeg troede, at synes dårligt om jøder.
Måske har de, der klistrede mærkater på postkasser og skændede gravfreden slet ikke gjort sig ulejligheden med at begrunde deres antisemitisme og det er måske i virkeligheden den bedste vej frem. Hvis man er på vej frem mod en postkasse med en mærkat i hånden, ønsker man jo ikke at komme til at se dum ud på halvvejen bare fordi man mangler argumenter. Når man først er i gang har en Krystalnat sit eget momentum og i larmen af hærværk og knust glas, er der efterhånden ingen, der overvejer, hvad de har gang i.
Jeg gør et sidste forsøg: er problemet med jøderne, at de ikke er lige som mig? Er det forskelligheden, der generer mig? I et kort anfald af storhedsvanvid kunne man måske godt ønske at alle andre var lige som en selv, men gør man sig ulejligheden med at tænke nærmere over det, støder man hurtigt på betænkeligheder. Bekræftelsen, rygklapperiet, det homogene fællesskab, kan måske stive en vaklende selvtillid af, men vil man vokse som menneske kan det kun ske i modstanden, udfordringen og vanskelighederne i forskelligheden. Det er kun svage mennesker uden selvtillid, der kunne ønske altid at være sammen med andre, der var lige som dem selv. Kan jeg ikke tåle jøderne på grund af forskelligheden, rammer det altså mig selv i hovedet som en boomerang.
Jeg giver op. Antisemitismen er noget abstrakt og det er måske derfor, den fungerer så godt. Gør man den konkret, går luften ud af den. Mit problem er, at jeg kender nogle konkrete jøder og det er aldrig godt, hvis man gerne vil synes dårligt om dem. Antisemitismen fungerer bedst, hvis man ikke kender en eneste jøde og derfor kan tildele dem negative egenskaber uden at skulle bekymre sig om virkeligheden.
Desuden fungerer den tilsyneladende også bedst, hvis man kan slippe for at begrunde den.
