Christian IV den anden

Lars Løkke Rasmussen (LLR) er travlt beskæftiget med at skabe monumenter, der skal få kommende generationer til at mindes ham som den største bygge...

Lars Nygaard,

02/01/2018

Lars Løkke Rasmussen (LLR) er travlt beskæftiget med at skabe monumenter, der skal få kommende generationer til at mindes ham som den største byggekonge siden Christian IV.

Som LLR havde Christian IV heller ikke meget succes med udøvelsen af politik, men det ved kun få i dag, og alle husker at han byggede Børsen, Rundetårn, Rosenborg og meget andet.

LLR var arkitekten bag kommunalreformen, som har medført byggeri af store, centralt beliggende rådhuse i mange kommuner, dog uden at nogen har kunnet påvise hverken besparelser eller serviceforbedringer som konsekvens af reformen.

Næste projekt var sygehusreformen som udmønter sig i bygning af 16 såkaldte supersygehuse over hele landet. Ikke noget med at bygge et par stykker og indhøste erfaringer; nej, nej, når byggekonger går i gang for andres penge er der ingen grund til at udvise forsigtighed – sæt i gang !

Nu kan problemerne med uintegrerbare indvandrere, der har etableret ghettoer landet over, ikke længere fejes ind under gulvtæppet, så da skatteaftalen ikke kommer ud af stedet er det en fin kanin at hive op af hatten, så LLR kan vise handlekraft.

Dette skal naturligvis fixes ved at igangsætte endnu et byggeprojekt. Ghettoerne skal knuses, fjernes fra jordens overflade og nye byggerier skal skyde frem, som hokus pokus omdanner den samme problematiske personkreds til demokratiske og hårdtarbejdende samfundsborgere.

Problemet er nemlig ”udsatte boligområder”, altså boligområder der har været udsat for et eller andet ikke nærmere beskrevet, men don´t-worry, det bliver fixet med nye mursten.

Siden han i 2010 sidst ville løse ghettoproblemerne er der kommet mindst 120.000 flere ikke-vestlige indvandrere til Danmark, mange på hans vagt, men det er jo lige meget, da det ikke er beboerne i ghettoerne der er problemet, med derimod bygningerne.

Jeg bukker mig i støvet for Danmarks nye Christian IV – han skal nok blive husket !

Kilde: