Det er et meget udbredt argument – og ganske sympatisk: Alle skal med. Og når nu virksomhederne står og mangler arbejdskraft, så skal de da først og fremmest tage fat på de knap 800.000 i den arbejdsdygtige alder, der står uden for arbejdsmarkedet. Det må da være logik. Ingen må efterlades på perronen, når væksttoget sætter i gang. Uanset hvem, der har kommenteret Dansk Industris krav om lempeligere adgang for udenlandsk arbejdskraft, så har svaret været: Danskerne først. Fra Dansk Metals formand, Claus Jensen, til statsministeren og Mette Frederiksen over Venstres Inger Støjberg og Lars Løkke Rasmussen til Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti, så har de sagt, at vi skal sørge for at få de mange, som står udenfor med først.
Læs mere: Næste politiske kampplads: Indvandring af arbejdskraft
Der er bare ét problem. Hvor er de? Hvis der virkelig er så stor en reserve af arbejdskraft, hvorfor er det så svenskere, der står i butikkerne i Indre By i København, hvorfor er det polakker, man bliver betjent af på campingpladsen på Bornholm. Hvorfor vrimler det med vikarbureauer, som tilbyder østeuropæiske vikarer til alle slags job? Hvorfor vil arbejdsgivere hellere hyre ansatte fra Østeuropa end at ringe til det lokale jobcenter?
