Islamforskningsmiljøet i Danmark er fedtet ind i tabuer. Man må ikke fodre ‘højrefløjens muslimhad’ med islamkritik. I den gode smags tryranni har forskningen vendt ryggen til den sociale kontrol af kvinder i muslimske miljøer i Danmark, fjendebilleder af jøder og kristne, den manglende på respekt for demokrati og menneskerettigheder i Koranskoler og islamiske friskoler, forbuddet mod religionskritik i den islamiske verden.
Har lige læst Søren Villemoes’s reportage fra et 'åbent seminar om tolerance og ytringsfrihed' på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Rystende læsning. Magen til en omgang sammenspiste og åndeligt ensrettede, tunnelsynede foredragsholdere skal man lede længe efter. I deres hoveder er islamkritik islamofobi. Og Charlie Hebdo er et magasin, der hægter sine antimuslimske provokationer op på en politik om ytringsfrihed. Hvis det er DIIS 's vinkel og udtryk for deres forskningskompetence, så burde det lukkes.
Når det gælder islamkritik har fronterne aldrig været trukket hårdere op. Der er skyttegravskrig i Danmark. På den ene side står de toneangivende i det danske samfund: De kulturradikale med Politiken, DR, Information, miljøet omkring islamforskningen og Danske PEN’s bløde eftersnakkere som bannerførere. En gruppering, som - efter min mening - har ladet sig fjerndirigere af islam og dermed tyranniseret dette land ned under gulvbrædderne.
Man kan i sin politisk korrekte leflen for islam komme langt ud. Den svenske udenrigsminister Margot Wallström kritiserede fra talerstolen i det svenske parlament politikken i Saud-Arabien. Hun sagde, at den krænker kvinders rettigheder, de må ikke engang køre bil og man pisker bloggere. Noget man kun kan give hende ret i.
Den muslimske verden gik amok. Saudi-Arabien kaldte deres ambassadør hjem, stoppede visa til svenske forretningsfolk, OIC (57 muslimske medlemslande) kaldte det et angreb på Saudi-Arabien, som “er regeret i overensstemmelse med værdier som retfærdighed, medfølelse, lighed og tolerance”.
Da lokummet brænder, bræger udenrigsministeren som et får, at hendes kritik har intet med islam at gøre: “Det er ulykkeligt, at det er blevet kædet sammen med islam. Det er ikke udtalelser rettet mod en religion. Min regering har den største respekt for islam som verdensreligion og dens bidrag til vor fælles civilation”.
Udenrigsministeren fatter ikke, at det lige netop ER islam og shariaen, hun har kritiseret. Islam er ikke bare religion, den rummer også politiske budskaber: retsregler som pisk, henrettelser, håndsafhugning, diskriminiation af kvinder. Hvad Allah har sammeføjet, skal hun ikke adskille.
Det danske kulturparnas har valgt at se helt bort fra den kendsgerning, at islam rummer en voldskultur, der undertrykker og straffer anderledes tænkende. Islams politiske budskaber ligger milevidt fra de værdier og frihedsrettigheder, vi bygger vores samfund på. Men frygten for at blive sat i bås med Pia Kjærsgaard eller Søren Krarup og ønsket om ikke at stå udenfor det pæne selskab har medført en leflen for islam, som har bragt os ud i helt absurde realitetsbenægtende holdninger. Det er netop den politiske korrekthed, som stikker folk blår i øjnene og forvansker virkeligheden.
