Jeg læser i denne stund en facebook-opdatering, begået af Johanne Schmidt Nielsen, hvor hun går i kødet* på Karsten Lauritzen, fordi han bruger ordet "skatteflygtning" om Panama-sagen.
Dét udtryk er Johanne uenig i - men det er sådan set ikke dét, som er det interessante.
For Johanne er så elskværdig samtidig af fortælle læseren, hvad der karakteriserer egentlige flygtninge:
Ordet flygtning bruges om mennesker, der er forfulgt. Altså mennesker, der er tvunget til at forlade hus og hjem og truet af bomber og krig.
Mange tak for dét, Johanne. Nu ved vi i det mindste, at hvis man er flygtning, skal man være tvunget til at forlade hus og hjem, fordi bomber og krig kan ramme dit hus og hjem, lige om lidt.
Men Johanne er ikke færdig:
De ”flygtninge”, du taler om, er blandt verdens mest velhavende mennesker og den ”trussel”, de er udsat for, er, at de skal bidrage til fællesskabet ligesom alle andre.
Javel. Det kan hun have ret i. Og tager man den forgående udtalelse til troende, må samtlige af de personer som rykker til Danmark som ikke er tvunget til at forlade hus og hjem og truet af bomber og krig altså være "flygtninge" som er "truet" af at bidrage til det fællesskab de er en del af. Altså fællesskaber i Afrika, Mellemøsten og Centralasien. Jovist - de er ikke velhavende. Men derfor er de vel alligevel en del af et fællesskab som de ikke ønsker at bidrage til - og ikke truet af krig og dermed ikke flygtninge ifølge Johanne Schmidt Nielsen.
*dvs. er polemisk omkring et billedsprog
