Dødsforagt: Afrikanske migranter begiver sig mod Europa på trods af livsfare

93% af afrikanske migranter ville være rejst til Europa, selv hvis de på forhånd vidste, hvor livsfarlig rejsen er

Claes Kirkeby Theilgaard,

28/10/2019

93% af afrikanske migranter ville være rejst til Europa, selv hvis de på forhånd vidste, hvor livsfarlig rejsen er. Det er konklusionen i FN’s hidtil største migrationsrapport, der er udkommet i dag.

FN’s rapport viser, at der alene i 2018 kom 85.000 mennesker til Europa fra Afrika. 9 ud af 10 af migranterne har taget vejen fra Afrika til Europa med båd.

Samtidig viser rapporten den dystre bagside ved migrationen: fra 2014 til 2018 anslås 30.512 mennesker at være omkommet undervejs fra Afrika til Europa.

På trods af dette er det altså stadigt et stort flertal, der ville være rejst alligevel, hvis de på forhånd havde kendt til farerne. Faktisk er det kun 2%, der var blevet i deres afrikanske hjemland, hvis de havde kendt til farerne ved migrationen, inden de begav sig af sted mod Europa.

I rapporten har man interviewet mere end 2000 afrikanske migranter fra 39 forskellige lande. Alle de interviewede er kommet til Europa på såkaldt ”irregulær” vis, det vil sige udenom asyl- og flygtningesystemerne. Denne type migration kaldes også for ”illegal”.

De fleste sejler, nogle går og få flyver

Rapporten viser også, hvordan afrikanske migranter tilbagelægger rejsen fra særligt Vestafrika, hvor 71 procent af migranterne kommer fra, til Europa.

Således fremgår det af rapporten, at 91 procent af migranterne tilbagelægger rejsen via båd. En sådan bådrejse foregår ofte under kummerlige forhold og med livvest på Middelhavet.

Derudover er der syv procent af migranterne, der ankommer via landjorden, det kan f.eks. være via tog eller bil. Og så er der to procent af de afrikanske migranter, der flyver til Europa.

Intet er for risikabelt

I Kristeligt Dagblad, der i dag bringer en artikel om FN-rapporten, udtaler Yahya Mohamed, der er regional direktør for Afrika i FN’s Udviklingsprogram, sig om den afrikanske migration.

”Intet er for risikabelt for disse mennesker. Intet kan afholde dem fra at sætte kurs mod Europa, og de nuværende forhold omkring irregulær migration gavner hverken Europa eller Afrika,” udtaler han til avisen.

Ofte er der herhjemme diskussion om, hvorvidt man skal hjælpe mere i nærområderne i Afrika med nødhjælp i stedet for at tage flygtninge og migranter i Europa. Ifølge Yahya Mohamed er det dog en forfejlet tilgang til problemet. Man kan ikke antage, at afrikanere vil blive i deres hjemlande, hvis blot deres levevilkår bliver forbedret.

”Men for migranterne er rejsen til Europa en chance for at finde større og bedre muligheder end derhjemme. Det er en mulighed for at genopfinde dem selv. Dét er den største overordnede drivkraft hos dem,” fortæller han til Kristeligt Dagblad.

Læs selv FN's rapport i sin fulde længde her.

Kilde: