Da jeg kom til Danmark for 52 år siden, var landet et paradis. I dag er Danmark det bedste i verden, når jeg sammenligner det med andre lande. Men og der er et stort ”men”. Hvorfor føler jeg at det paradis, jeg har nydt i så lang tid, er ved at forsvinde?
Ingen kan benægte at lande over hele verden, som har opnået en stor forbedring af indbyggernes livskvalitet kan takke de kloge mennesker, som har ledet disse lande igennem flere årtier siden anden verdenskrig. Uanset om Danmark blev regeret af socialister eller borgerlige, gik udviklingen altid i en positiv retning. Ja, vi har vores bedragere, mordere, kriminelle sindssyge, de korrupte, vi har de hjemmeløse, alkoholikere, narkomaner, pædofile og de onde.
Vi har alle slags, men procentmæssigt er de negative elementer langt svagere i Danmark end i andre lande. Derfor er Danmark stadigt det bedste land i verden, fordi de gode i vores samfund repræsenterer størstedelen af befolkningen.
Vi kan ikke nægte at socialister, der regerede Danmark i flere årtier, har gjort et godt stykke arbejde, som vi kan takke dem for. De borgerlige har også deltaget grundigt i forbedringsprocessen. Forståeligt nok, har ikke alle, som følte, at heldet var med os undervejs eller at vores land var vel administreret af dygtige politikere, understøttet af nogle af verdens bedste videnskabsfolk, kunnet ofre tilstrækkelig opmærksomhed på de få negative forhold, der dukkede op under vores store fremgang. Danskere blev rigere og rigere år efter år, og det blev vanskeligt at bruge tid på mindre ting, som ikke vedrørte vores boliger eller kontorer.
Toget brasede frem mod det gyldne mål, og ingen lagde mærke til den irriterende støj, der fulgte med toget. Støjen kom fra alt det, der havde at gøre med de nye ankomne til landet under betegnelser, som indvandrere, asylsøgere, flygtninge og lykkejægere. Som konsekvens af den del af danskheden og danske værdier, der har at gøre med hjælpsomhed, barmhjertighed, generøsitet, uselviskhed, medfølelse med de svage og forurettede, åbnede socialisterne dørene meget bredt for disse menneske, som næsten alle i landet følte, fortjente vores hjælp. Der var ingen grænser for til, hvor stor hjælpe ydelsen skulle være. Fra fri make-up undervisning til fri bolig, fri hospitalsbehandling, lommepenge, fri sport og adgang til alle velfærdsgoder uden at der forlangtes noget som helst i til gengæld. Men , i vores glæde over at kunne af grænseløs hjælpe udmåling, var de fleste helt blinde af for noget: De nye ankomne, uanset deres oprindelseslande, havde noget til fælles: de var muslimer.
"Og hvad så?", spurgte næsten hele befolkningen i Danmark, da Glistrup råbte vagt i gevær. Fremskridtstoget havde et sådant momentum, at regeringen prøvede at forhindre mastodontens fremgang. Glistrup blev ”public enemy number one” og hans tilhængere blev betegnet som rabiate ekstremister. Danmark skulle forblive et modtagerland, der tog imod alle der søgte ly med åbne arme.
Jeg vil nødigt gentage hele forløbet gennem de sidste 40 år, hvor enhver danske hørte eller læste noget negativt om indvandring hver eneste dag. Men i dag synes forvirringen på højeste niveau. Er det ikke forvirrende at både socialisterne og de borgerlige i dag siger at Glistrup havde ret? Er det ikke vildt forvirrende at i 40 år har begge sider af vores politiske apparat nægtet at høre på alle de advarsler, som hundredevis af personer havde råbt op ved at sige at problemet med muslimer faktisk er et kæmpe problem, der krævers hurtig behandling? I dag hører jeg Statsministeren sige at Danmark har forandret sig. Jeg hører Mette Frederiksen siger, hvad Nye Borgerlige og jeg selv har råbt op om i flere år.
Regeringen vil bare rive ghettoer ned, fordi den og tror at problemet med uintegrerebare muslimer således vil forsvinde. Muslim-elskende partier florerer i landet og 36 milliarder kroner spildes på nytteløse integrationsomkostninger hvert år, hvilket ikke har været nok til at vække Folketinget op. Vi ved at alle dem, som repræsenterer vores største problemer, er muslimer, og det må vi anerkende i stedet for at føre strudsepolitik og pleje den politiske korrekthed, der er ved at kvæle vores frihed. Dette er ikke racisme, fremmedhad, religionskritik eller ekstremisme. Dette er ren og skær logik og det må føre os til at fokusere på bekæmpelse af ethvert forsøg på at ændre vores værdier, skikke og levevis.
Hvis muslimer et bestemt sted, udgør mere end 10% af en gruppe, hvad enten det er i et boligkvarter, , på en skole, på en arbejdsplads, på et hold m.m., overtager de styringen af hele gruppen og dikterer deres vilje og ønsker efter behag. 90 danskere er ikke nok til at håndtere 10 muslimer. Sådan er sandheden. Danskere har, i modsætning til muslimer, ikke den kulturelle slagkraft i deres adfærd, som muslimer har i deres kultur, som tillader dem udøvelse af vold og blokpolitik for at opnå deres mål.
Muslimer skal ikke udgør mere end højst 8% af alle på et hvilket som helst sted over hele landet.
Først da kan min forvirring forsvinde.
