Hizb ut-Tahrir bløder medlemmer

Det fundamentalistiske islamistiske parti Hizb ut-Tahrir har i årtier arbejdet for at afskaffe demokratiet og indføre et islamisk kalifat i stedet

Claes Theilgaard,

09/09/2019

Det fundamentalistiske islamistiske parti Hizb ut-Tahrir har i årtier arbejdet for at afskaffe demokratiet og indføre et islamisk kalifat i stedet. Også herhjemme har de af og til gjort væsen af sig, bl.a. med antisemitiske ytringer og for nyligt ved en fredagsbøn på Christiansborg Slotsplads. Men ifølge flere tidligere medlemmer bløder Hizb ut-Tahrir medlemmer i en sådan grad, at det ”efterlader et indtryk af en organisation, der er ved at implodere”. Det skriver Berlingske i dag.

Til Berlingske udtaler et tidligere medlem af organisationen sig på betingelse af anonymitet: ”Det er ikke bare én her og der, der er blevet sure over et eller andet. Der er noget fundamentalt galt i organisationen, som ledelsen ikke ønsker at rette op på. Det er derfor, vi ser den her lavineeffekt”.

Ifølge lektor fra Syddansk Universitet Kirstine Sinclair er der en vigtig lektie i, at Hizb ut-Tahrir nu er ved at uddø – helt uden at der er behov for forbud mod organisationen for at komme den til livs.

”Jeg kunne godt tænke mig, at vi lærte noget af det her som samfund: Lad dem køre inden for lovens rammer og straf dem, hvis de overskrider loven. Og ellers så lad dem passe sig selv, for deres aktiviteter og ideologi er ikke mere holdbare, end at de dør ud af sig selv”, siger Kirstine Sinclair til Berlingske.


Foto: EPO / Wikimedia Commons