Jeg elsker Danmark. Og jeg elsker danskere

Jeg elsker Danmark. Og jeg elsker danskere, uanset deres udseende, tro, alder, indkomst, bopæl og intelligenskvotient. Jeg elsker vores unikke kombination af mindreværd og storhedsvanvid. Jeg elsker vores tillid til hinanden og vores antiautoritære tilgang til en hver form for magt. Jeg elsker at vi kan være så dumme at udnævne stegt flæsk som nationalret og samtidigt være hjemland for verdens bedste restaurant. Jeg elsker at vi legaliserede homoseksuelle ægteskaber, som de første i verden, men at 30% af en ungdomsårgang i dag ikke synes at det er OK at være homoseksuel. Jeg elsker at vi var de første der frisatte pornoen og at dette ikke har ændret på den seksuelle debutalder. Jeg elsker vores insisteren på ligestilling og vores beundring for Kongehuset. Jeg elsker at vi er fødeland for både Thorvaldsen, HC. Andersen, Kirkegaard, Brandes, Bohr, Utzon og Trier samtidigt med at vi giver plads i vores medier til Oddset Janni, Linse, Amalie og Bendtner. Jeg elsker at vi insisterer på retten til at sige, tænke, mene, tegne og publicere hvad vi vil, hvad enten det er primitivt og ligegyldigt eller det nødvendigt og smukt. Jeg elsker alt det uperfekte, alt det irrationelle, alt det dumme, alt det meningsfulde, alt det inspirerende, alt det skønne og store ved Danmark. Og jeg elsker enhver jøde, enhver protestant, enhver muslim, enhver katolik, enhver buddhist, enhver ateist, enhver libertiner, enhver asket, enhver socialist, enhver konservativ, ethvert fjols, enhver ekspert, enhver rigmand, enhver fattig, enhver mørk, enhver gul eller enhver hvid, der elsker Danmark for alt hvad Danmark er og alt hvad Danmark aldrig bliver. Men alle der hader Danmark vil jeg til evig tid være fjende af. For det er mit land og jeg vil forsvare det med alt hvad jeg har. Ikke af had til eller frygt for andre. Men fordi jeg elsker Danmark.

- Morten Albæk

2 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere