Af Kuzma Pavlov og Chris Bjerknæs-Fallesen
Da vi var små drenge, var Harry Potter-serien meget populær. I denne udspillede der sig det groteske scenarium, at Lord Voldemorts navn ikke måtte siges på trods af, alle vidste, hvem han var, og hvad han hed. Dette var naturligvis kun fantasi, tænkte man. Eller hvad? I dagens Danmark overgår virkeligheden nemlig fantasien, og et endnu mere grotesk scenarium udspiller sig. I sagen omkring attentatforsøget på Lars Hedegaard er der blevet nedlagt navneforbud mod attentatmanden. Lad os i dette indlæg kalde attentatmanden for Den Unævnelige af respekt for navneforbuddet. Vore ringe personer skulle jo så nødig spolere politiets efterforskning.
Den Unævnelige er nu forsvundet, sunket i jorden - måske i krig for IS, eller måske er han i Danmark igen. Ingen aner, hvor Den Unævnelige befinder sig. Alle ved dog, hvem Den Unævnelige i virkeligheden er. Den Unævneliges rigtige navn florerer overalt på nettet – og ikke kun på danske hjemmesider – også på norske, svenske, britiske, amerikanske, tyrkiske m.fl. Det var sågar en tyrkisk journalist, der opsnappede, at Den Unævnelige blev udleveret til Islamisk Stat som led i en udveksling mellem IS og Tyrkiet.
Alligevel er staten nu gået i gang med at straffe folk på liver løs for at sprede noget, som folk over hele verden alligevel er klar over. For det første er der blevet rejst sigtelse mod Lars Hedegaard for at nævne Den Unævnelige ved navns nævnelse i sin nye bog. Dertil er der rejst sigtelse mod Katrine Lilleør for at have anmeldt bogen, da hun i denne forbindelse også har gjort den utilgivelige gerninig at nævne Den Unævneliges rigtige navn.
Den brede skare af folk, man i så fald burde sigte, får en til at undre sig over, hvorfor Anklagemyndigheden ikke har inddraget realitetsbetragtninger i denne sag. Hvis man eksempelvis vil have nedlagt et fogedforbud, kan domstolen ikke nedlægge dette, såfremt fogedforbuddet vil være uden effekt – altså at offentligheden allerede kender til indholdet af det, man vil nedlægge fogedforbud mod. Samme situation har vi ved dette navneforbud, hvor offentligheden som sagt er ganske klar over, hvem Den Unævnelige er. Navneforbuddet er fuldkommen uden effekt, men alligevel insisterer staten på at straffe folk for at sige noget, der er alle bekendt.
Måske skulle staten i sin tid have brugt flere kræfter på at få Den Unævnelige udleveret til retsforfølgelse i Danmark i stedet for at insistere på, at alle nu skal straffes for at sige det åbenlyse.
