Meningen med fænomenet Paludan

Fænomenet Rasmus Paludan har fået megen omtale og enkelte har dummet sig og kaldt ham nazist, hvilket vel kan sidestilles med at sige ”Du er dum” og de har da også meget forventeligt måttet finde sig i at få tilbage med samme mønt: ”Du kan selv være dum”. Det kommer der ikke megen forståelse ud af.

Nye fænomener i politik skyldes en svigtende realitetssans hos de etablerede partier. Det kan man forfølge lige så langt tilbage, man orker, men lad os nøjes med at nævne den uvirkelige indvandringspolitik, der blev introduceret i 1980’erne og som frembragte Dansk Folkeparti. Der findes en almen lov om virkelighedsfornægtelse, der siger, at et realitetssvigt hævnes med en eskalering. Vil man altså ikke indse virkeligheden, slår virkeligheden tilbage med en faktor, der er er langt værre end hvis man havde taget tyren ved hornene fra begyndelsen.

Hvis man altså fra begyndelsen havde indset, at en indvandringslov, der gav et retskrav på adgang for hele verden til et skattefinansieret velfærdssamfund, var ganske vanvittig, havde Dansk Folkeparti ikke set dagens lys.

Hvis det er rigtigt, hvad er det så for en realitetsfornægtelse, der har frembragt Rasmus Paludan? 

I begyndelsen af indvandringsdebatten var første skridt at få en indrømmelse af, at antallet betyder noget. Det holdt hårdt og en af de hårdeste realitetsfornægtere, de Radikale, har først meget sent og halvhjertet erkendt, at det kan der måske være noget om.

 Næste skridt var diskussionen om, hvorvidt integrationsproblemer skulle forklares med sociale eller kulturelle faktorer. Hvis der blandt en gruppe indvandrere kan eftervises en statistisk overrepræsentation i kriminalstatistikker, lav erhvervsfrekvens, lavt uddannelsesniveau, tilbøjelighed til ghettodannelse, radikaliseringsrisiko osv. – hvordan skal det så forklares og dermed håndteres?

Her har den helt overvældende konsensus været, at traumatiserede og dårligt uddannede flytninge naturligt ville have mange sociale problemer. Der har altså været en antagelse af en almen førkulturel menneskelighed, som ville reagere forudsigeligt på sociale problemer. Hvis man satte ind på at løse de sociale problemer og i øvrigt talte pænt til og om dem, ville problemerne efterhånden løses. Dette er samtidig en benægtelse af, at kulturelle faktorer spiller en væsentlig rolle. Det er her den nye realitetsfornægtelse har sin rod.

Realitetsfornægtelsen i udlændingepolitikken består i påstanden om, at der ikke er relevante kulturelle forskelle blandt udlændinge. Påstanden om, at der er er kommet polakker, ungarer og mange andre folk til Danmark og at muslimer er ikke anderledes, bærer en sådan grad af realitetsfornægtelse i sig, at det er her vi skal søge årsagen til et fænomen som Rasmus Paludan.

Hvis der havde været en villighed til at indrømme, at islam er markant anderledes end andre religioner, at Muhammed var en krigsherre og at Koranen og hadith bærer stærkt præg af dette, så kunne vi have haft en saglig diskussion af, hvorvidt den enkelte muslim var kulturmuslim og havde frigjort sig fra de betænkelige sider ved islam eller ikke. Det ville så have været muligt sagligt at mene, at antallet af muslimer betyder noget og at muslimske integrationsproblemerne ikke alene kan forklares med sociale årsager og derfor kræver andre løsninger.

I stedet har vi fået en skinger stemme, der blander alting sammen og den forventelige reaktion fra etablerede partier vil være en hovedrysten over Paludan. Heri ligger der en fare, nemlig at man blot virrer med hovedet og undlader at gøre sig ulejligheden med at overveje, hvilke mangler i ens eget virkelighedsbillede, der har frembragt et fænomen som Paludan.

0 Kommentarer

Log ind for at kommentere