FOR FRIHED
150 deltagere.
50 autonome kaldte os for racister, Nazi svine og kastet røg bomber mod os og prøvet at angribe os fysisk for at forhindre vores ytringsfrihed.
250 politimænd og kvinder i fuld kamp udrystning, 5 panseret køretøjer til brug ved optøjer, for at beskytte os fra de rabiate.
Alt det i vores fredelig demokratisk Danmark. Sørgeligt.
ER VI TRYGGE?
Som ung drømmer vi alle om at blive rig, så vi kan gå livet trygt i møde i visheden om, at vi kan klare os, når vi møder bump på vejen. Uanset hvad disse bump måtte være eller i hvilken form. Har man økonomisk tryghed til at imødegå arbejdsløshed og sygdom, og kan man brødføde sig selv og sine, kan man alt andet lige føle sig lidt tryggere.
Lige fra tidernes morgen har det stået mennesket klart, at forudsætningen for at leve et frit liv er og bliver tryghed. Tryghed i dagligdagen, tryghed i sygdomsperioder, tryghed i modgangsperioder. Tryghed bringer ro, glæde og optimisme. Man kan ikke være fri, glad og lykkelig, hvis man ikke har tryghed.
Alt, hvad vi som mennesker gør, gør vi således for at skabe trygge rammer for vores liv. Uanset om man er en enkeltperson, en familie, en stamme eller et folkefærd, søger alle tryghed.
Alt, hvad en fornuftig regering arbejder for, er at skabe tryghed for den befolkning, som har valgt den til at styre landet på demokratisk vis.
Danskerne bliver gang på gang udråbt til verdens lykkeligste folk i alverdens medier.
Men hvad er så den ulmende uro og bekymring, der kommer til udtryk i medierne i form af sensationslystne overskrifter og vrede og bange facebookopråb? Er det udtryk for tryghed?
Er det udtryk for tryghed, når vores folkevalgte politikere gør alt for at mørklægge de faktiske omkostninger ved vores storsindede sociale system, som folk fra alle verdens brændpunkter valfarter til for at få del i? Og når kriminelle aktiviteter i kølvandet på vores generøse asylpolitik fejes under gulvtæppet? Eller prøver de at indgyde os falsk tryghed?
Medierne vælger selv, hvad de skriver om. For at pudse deres egen godhedsglorie svælger dagens medier i billeder af flygtningestrømme til havs i synkefærdige pramme og historier om ulykkelige flygtningebørn, som selvfølgelig alle er ulykkelige skæbner, der skal hjælpes.
Og det gøres – i mediernes og venligboernes øjne – bedst uden restriktioner og med pivåbne grænser. Som de ’gode’ mennesker, vi er, vi danskere, bør og skal vi da tage imod alle med åbne arme. Det er jo en berigelse, som vi som samfund får gavn af. Kriminalitet, manglende integration, tilsidesættelse af demokratiske principper og ligeværd nedtones som noget, vi sagtens kan klare – vi, et af verdens rigeste og ’bedste’ samfund. Ja, vi har da pligt til det. For vi er jo for en stor del selv skyld i det. Vi er jo en krigsførende nation, og det er da vores skyld alt sammen.
Sådan tænker mange i Danmark i et forsøg på at være politisk korrekt. Og høste anerkendelse og facebooklikes.
Men vil de besvare spørgsmålet, disse politisk korrekte: Hvor mange flygtninge, indvandrere og asylsøgere kan vores land, vores kulturarv, vores økonomi og vores identitet bære?
I seks år har jeg ved enhver given lejlighed spurgt disse politisk korrekte, men uden at få et eneste svar eller bare et bud på noget, der ligner.
Medierne glemmer at nævne, at bag enhver ulykkelig historie står en grisk og ofte hovedrig menneskesmugler. Er det menneskesmuglerne, vi vil give tryghed? Er det dem, vi vil støtte? Og berige?
Mediebilledet af tidens indvandring er således nøje planlagt og orkestreret, således at folk siger, pyt, skidt, det er ikke så slemt endda. Og så fortsætter vi vores liv i lykkelig uvidenhed. Vi er jo verdens lykkeligste befolkning.
Den fløj, der ønsker indvandring under ordnede forhold og hjælp til folk i nød under størst mulig hensyntagen til behov, og hvor hjælpen gavner mest, beskrives af medier og på de sociale medier som ond, egoistisk og xenofobisk. Og det, der er værre.
Men folkets frygt er rationel og berettiget.
For graver man ned i politirapporterne, er billedet nemlig et ganske andet. Danskere oplever i stigende omfang, at der er steder, de ikke tør færdes, udtalelser, de ikke tør komme med, ting, de ikke tør gøre, og udsættes hver eneste dag for chikane, repressalier, overfald, røverier og uanstændig opførsel. Skridt for skridt bliver vores frihedsgrad og dermed vores tryghed eroderet.
Politi, brandvæsen og hjemmehjælpere udsættes for stenkast og hindres i at passe deres arbejde. Busser og privatbilister udsættes for stenkast. Selv ældre mennesker og teenagere slås ned og berøves. Antallet af sager om menneskesmugling er vokset fra 104 i 2014 til 144 i 2015.
Blufærdighedskrænkelser steg fra 645 anmeldelser i første halvår sidste år til 825 i den tilsvarende periode i år.
Voldtægtssager er vokset fra 378 i 2014 til 499 i 2015.
Vold mod offentligt ansatte er steget fra 1.631 anmeldelser i 2014 til 2.555 i 2015.
I 2015 blev vi udsat for 556 tyveri om dagen, i alt 202.934 tilfælde.
Vold mod politifolk er steget med 23 procent fra 2014 til 2015.
Af de godt 607.000 anmeldelser om kriminalitet i 2015 blev der rejst 107.000 sigtelser. Det vil sige, at i næsten 82 procent af samtlige kriminelle forhold slipper gerningsmanden for sigtelse.
I dag er 13.754 blev idømt fængselsstraf. De danske fængsler har plads til 3.825. Det betyder, at 9.929 dømt kriminelle, som burde afsone deres straf i fængsler, er på fri fod. Måske med en gps om anklen.
Ingen – eller kun få – af politiets rapporter nævner gerningsmandens oprindelse. Det burde indføres.
Borgere med anden etnisk baggrund end dansk udgør 10 procent af den samlede danske befolkning – i kriminalstatistikken er der en overrepræsentation af personer med anden etnisk baggrund end dansk, idet disse udgør 27 procent af de kriminelle.
Alle disse tal stammer i øvrigt fra Danmarks Statistik og er ikke noget, jeg har fundet på.
Det viser med al tydelighed, at vi mangler ressourcer i den sektor, der har med sikkerhed og dermed tryghed at gøre. I mine øjne bør politi og retsvæsen styrkes, så vi kan få hånd i hanke med den omsiggribende kriminalitet og sætte ind med præventiv indsats. Gerne i form af mere politi i gaderne.
Vi har hørt udsagnet: ”Efter flere års nedgang i kriminaliteten generelt er denne positive udvikling i justitsminister Søren Pinds (V) ministerperiode nu begyndt at vende.”
Udtalelsen en ’nedgang i kriminalitet’ er mildest talt en lemfældig omgang med sandheden; tallene taler jo deres eget tydelige sprog.
Kriminaliteten i Danmark er alt, alt for høj, og der skal gribes ind.
Regeringens 2025-plan inkluderer det, de kalder et ’generøst’ beløb til danskernes sikkerhed i form af 1 milliard kroner til militær, politi og PET – det er ærligt talt en fornærmelse af danskernes intelligens, da dette er en dråbe i havet.
Hvad skal der til for at genetablere tryghed og vores tillid hinanden? Jo, i mine øjne bør det aktuelle politibudget fordobles, og antallet af politikfolk bør øges fra 10.000 til 15.000.
Alle løntrin i politiet skal forhøjes for at kunne tiltrække de bedste kandidater.
Og medmindre man er specialiseret i at efterforske kriminelle sager, herunder cyberkriminalitet, bør ingen politiperson i uniform og med licens til at bære våben sidde på et kontor. Administration bør varetages af civilt kontoruddannet personale – disse indgår ikke i bemandingen på de ovenfor nævnte 15.000 mand.
Al vagthavende politi – både i og uden uniform (civilbetjente) bør være i gaderne 24/7 i biler, på cykler, motorcykler, til hest og gående med eller uden hunde.
Politi skal gribe massivt ind, så snart en redningsaktion bliver forhindret.
Politiet bør etablere en permanent tilstedeværelse i samtlige ghettoer. Politiets opgave her bør være at stresse enhver mistænkelig person, indtil kriminaliteten i disse områder er bragt til ophør.
PET’s budget bør fordobles for at imødegå og hindre terrorsager. PET skal moderniseres med det bedste udstyr, der findes, og højtspecialiseret personale bør prioriteres.
PET’s beføjelser skal styrkes for at kunne følge enhver mistænkt tæt og holde opsyn med identificerede radikaliseringselementer.
Der skal bygges flere fængsler, så de kan rumme alle de kriminelle elementer i landet, der skal afsone deres straf. Der skal være fængsler af forskellig kaliber. Mindre førstegangsforseelser afsones i ’rarere’ omgivelser end grove og/eller flergangsforseelser.
Udenlandske kriminelle skal sendes til afsoning i deres hjemlande – det må vi betale os fra. Vores retsvæsenet skal styrkes.
Strafniveau skal skærpes og forhøjes, så det passer til vor tids komplekse og øgede kriminalitet. Der skal slå hårdt ned på voldsforbrydelser; vi skal have etableret en offerfond, for forbryderne skal betale afbigt til ofrene. Fjenden er lige her, hvor vi bor og færdes. Kampen er lige her. Og skal føres nu.
Så vi igen kan føle os trygge og fri.
150 deltagere.
50 autonome kaldte os for racister, Nazi svine og kastet røg bomber mod os og prøvet at angribe os fysisk for at forhindre vores ytringsfrihed.
250 politimænd og kvinder i fuld kamp udrystning, 5 panseret køretøjer til brug ved optøjer, for at beskytte os fra de rabiate.
Alt det i vores fredelig demokratisk Danmark. Sørgeligt.
ER VI TRYGGE?
Som ung drømmer vi alle om at blive rig, så vi kan gå livet trygt i møde i visheden om, at vi kan klare os, når vi møder bump på vejen. Uanset hvad disse bump måtte være eller i hvilken form. Har man økonomisk tryghed til at imødegå arbejdsløshed og sygdom, og kan man brødføde sig selv og sine, kan man alt andet lige føle sig lidt tryggere.
Lige fra tidernes morgen har det stået mennesket klart, at forudsætningen for at leve et frit liv er og bliver tryghed. Tryghed i dagligdagen, tryghed i sygdomsperioder, tryghed i modgangsperioder. Tryghed bringer ro, glæde og optimisme. Man kan ikke være fri, glad og lykkelig, hvis man ikke har tryghed.
Alt, hvad vi som mennesker gør, gør vi således for at skabe trygge rammer for vores liv. Uanset om man er en enkeltperson, en familie, en stamme eller et folkefærd, søger alle tryghed.
Alt, hvad en fornuftig regering arbejder for, er at skabe tryghed for den befolkning, som har valgt den til at styre landet på demokratisk vis.
Danskerne bliver gang på gang udråbt til verdens lykkeligste folk i alverdens medier.
Men hvad er så den ulmende uro og bekymring, der kommer til udtryk i medierne i form af sensationslystne overskrifter og vrede og bange facebookopråb? Er det udtryk for tryghed?
Er det udtryk for tryghed, når vores folkevalgte politikere gør alt for at mørklægge de faktiske omkostninger ved vores storsindede sociale system, som folk fra alle verdens brændpunkter valfarter til for at få del i? Og når kriminelle aktiviteter i kølvandet på vores generøse asylpolitik fejes under gulvtæppet? Eller prøver de at indgyde os falsk tryghed?
Medierne vælger selv, hvad de skriver om. For at pudse deres egen godhedsglorie svælger dagens medier i billeder af flygtningestrømme til havs i synkefærdige pramme og historier om ulykkelige flygtningebørn, som selvfølgelig alle er ulykkelige skæbner, der skal hjælpes.
Og det gøres – i mediernes og venligboernes øjne – bedst uden restriktioner og med pivåbne grænser. Som de ’gode’ mennesker, vi er, vi danskere, bør og skal vi da tage imod alle med åbne arme. Det er jo en berigelse, som vi som samfund får gavn af. Kriminalitet, manglende integration, tilsidesættelse af demokratiske principper og ligeværd nedtones som noget, vi sagtens kan klare – vi, et af verdens rigeste og ’bedste’ samfund. Ja, vi har da pligt til det. For vi er jo for en stor del selv skyld i det. Vi er jo en krigsførende nation, og det er da vores skyld alt sammen.
Sådan tænker mange i Danmark i et forsøg på at være politisk korrekt. Og høste anerkendelse og facebooklikes.
Men vil de besvare spørgsmålet, disse politisk korrekte: Hvor mange flygtninge, indvandrere og asylsøgere kan vores land, vores kulturarv, vores økonomi og vores identitet bære?
I seks år har jeg ved enhver given lejlighed spurgt disse politisk korrekte, men uden at få et eneste svar eller bare et bud på noget, der ligner.
Medierne glemmer at nævne, at bag enhver ulykkelig historie står en grisk og ofte hovedrig menneskesmugler. Er det menneskesmuglerne, vi vil give tryghed? Er det dem, vi vil støtte? Og berige?
Mediebilledet af tidens indvandring er således nøje planlagt og orkestreret, således at folk siger, pyt, skidt, det er ikke så slemt endda. Og så fortsætter vi vores liv i lykkelig uvidenhed. Vi er jo verdens lykkeligste befolkning.
Den fløj, der ønsker indvandring under ordnede forhold og hjælp til folk i nød under størst mulig hensyntagen til behov, og hvor hjælpen gavner mest, beskrives af medier og på de sociale medier som ond, egoistisk og xenofobisk. Og det, der er værre.
Men folkets frygt er rationel og berettiget.
For graver man ned i politirapporterne, er billedet nemlig et ganske andet. Danskere oplever i stigende omfang, at der er steder, de ikke tør færdes, udtalelser, de ikke tør komme med, ting, de ikke tør gøre, og udsættes hver eneste dag for chikane, repressalier, overfald, røverier og uanstændig opførsel. Skridt for skridt bliver vores frihedsgrad og dermed vores tryghed eroderet.
Politi, brandvæsen og hjemmehjælpere udsættes for stenkast og hindres i at passe deres arbejde. Busser og privatbilister udsættes for stenkast. Selv ældre mennesker og teenagere slås ned og berøves. Antallet af sager om menneskesmugling er vokset fra 104 i 2014 til 144 i 2015.
Blufærdighedskrænkelser steg fra 645 anmeldelser i første halvår sidste år til 825 i den tilsvarende periode i år.
Voldtægtssager er vokset fra 378 i 2014 til 499 i 2015.
Vold mod offentligt ansatte er steget fra 1.631 anmeldelser i 2014 til 2.555 i 2015.
I 2015 blev vi udsat for 556 tyveri om dagen, i alt 202.934 tilfælde.
Vold mod politifolk er steget med 23 procent fra 2014 til 2015.
Af de godt 607.000 anmeldelser om kriminalitet i 2015 blev der rejst 107.000 sigtelser. Det vil sige, at i næsten 82 procent af samtlige kriminelle forhold slipper gerningsmanden for sigtelse.
I dag er 13.754 blev idømt fængselsstraf. De danske fængsler har plads til 3.825. Det betyder, at 9.929 dømt kriminelle, som burde afsone deres straf i fængsler, er på fri fod. Måske med en gps om anklen.
Ingen – eller kun få – af politiets rapporter nævner gerningsmandens oprindelse. Det burde indføres.
Borgere med anden etnisk baggrund end dansk udgør 10 procent af den samlede danske befolkning – i kriminalstatistikken er der en overrepræsentation af personer med anden etnisk baggrund end dansk, idet disse udgør 27 procent af de kriminelle.
Alle disse tal stammer i øvrigt fra Danmarks Statistik og er ikke noget, jeg har fundet på.
Det viser med al tydelighed, at vi mangler ressourcer i den sektor, der har med sikkerhed og dermed tryghed at gøre. I mine øjne bør politi og retsvæsen styrkes, så vi kan få hånd i hanke med den omsiggribende kriminalitet og sætte ind med præventiv indsats. Gerne i form af mere politi i gaderne.
Vi har hørt udsagnet: ”Efter flere års nedgang i kriminaliteten generelt er denne positive udvikling i justitsminister Søren Pinds (V) ministerperiode nu begyndt at vende.”
Udtalelsen en ’nedgang i kriminalitet’ er mildest talt en lemfældig omgang med sandheden; tallene taler jo deres eget tydelige sprog.
Kriminaliteten i Danmark er alt, alt for høj, og der skal gribes ind.
Regeringens 2025-plan inkluderer det, de kalder et ’generøst’ beløb til danskernes sikkerhed i form af 1 milliard kroner til militær, politi og PET – det er ærligt talt en fornærmelse af danskernes intelligens, da dette er en dråbe i havet.
Hvad skal der til for at genetablere tryghed og vores tillid hinanden? Jo, i mine øjne bør det aktuelle politibudget fordobles, og antallet af politikfolk bør øges fra 10.000 til 15.000.
Alle løntrin i politiet skal forhøjes for at kunne tiltrække de bedste kandidater.
Og medmindre man er specialiseret i at efterforske kriminelle sager, herunder cyberkriminalitet, bør ingen politiperson i uniform og med licens til at bære våben sidde på et kontor. Administration bør varetages af civilt kontoruddannet personale – disse indgår ikke i bemandingen på de ovenfor nævnte 15.000 mand.
Al vagthavende politi – både i og uden uniform (civilbetjente) bør være i gaderne 24/7 i biler, på cykler, motorcykler, til hest og gående med eller uden hunde.
Politi skal gribe massivt ind, så snart en redningsaktion bliver forhindret.
Politiet bør etablere en permanent tilstedeværelse i samtlige ghettoer. Politiets opgave her bør være at stresse enhver mistænkelig person, indtil kriminaliteten i disse områder er bragt til ophør.
PET’s budget bør fordobles for at imødegå og hindre terrorsager. PET skal moderniseres med det bedste udstyr, der findes, og højtspecialiseret personale bør prioriteres.
PET’s beføjelser skal styrkes for at kunne følge enhver mistænkt tæt og holde opsyn med identificerede radikaliseringselementer.
Der skal bygges flere fængsler, så de kan rumme alle de kriminelle elementer i landet, der skal afsone deres straf. Der skal være fængsler af forskellig kaliber. Mindre førstegangsforseelser afsones i ’rarere’ omgivelser end grove og/eller flergangsforseelser.
Udenlandske kriminelle skal sendes til afsoning i deres hjemlande – det må vi betale os fra. Vores retsvæsenet skal styrkes.
Strafniveau skal skærpes og forhøjes, så det passer til vor tids komplekse og øgede kriminalitet. Der skal slå hårdt ned på voldsforbrydelser; vi skal have etableret en offerfond, for forbryderne skal betale afbigt til ofrene. Fjenden er lige her, hvor vi bor og færdes. Kampen er lige her. Og skal føres nu.
Så vi igen kan føle os trygge og fri.
