Politiker og tidligere socialrådgiver: Mange flygtninge og indvandrere gider ikke arbejde

I morgen udkommer den konservative politiker Ali Aminalis bog ”Alis Danmarkshistorie” på Gads Forlag

Claes Kirkeby Theilgaard,

04/11/2019

I morgen udkommer den konservative politiker Ali Aminalis bog ”Alis Danmarkshistorie” på Gads Forlag. Her forklarer han om sin rejse fra et islamisk præstestyre i Iran over en velintegreret tilværelse og opvækst i nordsjællandske Ålsgårde og til et arbejde som socialrådgiver i Aarhus.

Ali Aminali beretter i sin bog om de overvejelser om indvandring, integration og multikultur, som han har gjort sig undervejs. Blandt andet skriver han i bogen om de chokerende ting, han har oplevet i sit arbejde som socialrådgiver.

Som socialrådgiver mødte han ofte flygtninge og indvandrere, der simpelthen ikke gad at arbejde.

”Mange flygtninge og indvandrere føler ikke, de behøver at arbejde. Og socialrådgiverne kommer desværre til at hjælpe dem med at undgå at komme i arbejde. De gør det ikke, fordi de er onde. De gør det for at hjælpe. Men de gør flygtningene/indvandrerne en bjørnetjeneste”, fortæller Ali Aminali i et interview med B.T.

Samtidig fortæller Aminali, at mange flygtninge og indvandrere kun dukker op til samtaler med socialrådgivere og andre folk fra kommunen, mens mange også bruger tvivlsomme undskyldninger om sygdom for at slippe for at skulle i arbejde.

”Modviljen mod at arbejde var uendeligt stor. Og hvis jeg begyndte at stille krav, blev jeg mødt af en voldsom vrede”, fortæller Aminali til B.T. Han har desuden oplevet, at flygtninge og indvandrere pludseligt blev raske, når der var en sommerferie med udflugt til hjemlandet i vente.

Ali Aminali har nu sagt sit arbejde som socialrådgiver op, og har været kandidat for Konservative til både europaparlaments- og folketingsvalget i år. Samtidig er han debattør hos blandt andet Berlingske, og kan altså også fra i morgen af kalde sig forfatter.

”Det er ikke sjovt at være borgerlig socialrådgiver. Jeg har fået den kolde skulder. Og jeg får ugentligt trusler fra indvandrere, der synes, jeg er blevet for dansk”, fortæller han til B.T.

Kilde: