Regeringen begår løftebrud: Giver flere penge til indvandrerfamilier

Regeringens udspil med et nyt tilskud til børnefamilier, der er berørt af enten kontanthjælpsloftet eller integrationsydelsen har allerede fået en del kritik med på vejen, og nu afføder det nye børnetilskud yderligere kritik fra oppositionen. Jyllands-Posten kan nemlig konstatere, at børnetilskuddet især kommer indvandrerfamilier til gode, og ifølge Pia Kjærsgaard, udlændingeordfører for Dansk Folkeparti, er det et klart løftebrud fra regeringens side og ”endda et af de alvorlige”.

63% af modtagerne af det nye børnetilskud er familier med indvandrerbaggrund, så når beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) hårdnakket påstår, at det nye tilskud intet har at gøre med udlændingepolitik, klinger det en smule hult. I valgkampen afviste Socialdemokratiet at hæve ydelserne til udlændinge, hvis partiet kom til magten. Med det nye børnetilskud virker det til, at man har fundet en måde at hæve ydelserne og samtidig lade som om, at man ikke har gjort det.

Også Venstres beskæftigelsesordfører Hans Andersen kritiserer tilskuddet. ”Det er en lempelse af udlændingepolitikken … Det er et klokkeklart brud på det, som Mette Frederiksen sagde i valgkampen. Hun afviste at hæve ydelserne til flygtninge – det gør hun nu”, udtaler han til Jyllands-Posten.


Foto: Keld Navntoft

Læs artikel

0 Kommentarer

Log ind for at kommentere