”For eksempel”, sagde den tørklædeklædte pige, ”kan jeg ikke få et arbejde efter skole, fordi jeg har tørklæde på. Så det har jeg helt opgivet.”
Mit svar var: ”Så tag det dog af!” Hvis det er så vigtigt at få et arbejde, og hvis hun er overbevist om, at det er pga. tørklædet, at hun ikke kan få det, så må hun da lægge det. Man dør jo ikke af det. Denne bemærkning rejste en storm blandt de vrede elever. Jeg kunne næsten ikke få ørenlyd. Men hvad er det, vi andre gør, hvis vi har en mistanke om, at vores påklædning ikke passer ind i en virksomheds stil? Vi skifter tøj! Hvis man søger arbejde i en bank, er det klogt at have ulasteligt jakkesæt på til jobsamtalen. Søger man i en børnehave, vil udvaskede cowboybukser, gummisko og en sweater nok passe bedre. Og hvis man som muslimsk kvinde kan se, at det ikke lige er sagen at skilte med sin religion på arbejdspladsen, så tag det dog af!
Man er ikke et offer, fordi man er nødt til at gøre som forventet for at få et arbejde. Man har ikke ret til et arbejde. Og man har slet ikke ret til at føle sig som et offer, fordi man partout vil skilte med sin religion på sin arbejdsplads via sin påklædning.
Pigen var, desværre, et godt eksempel på, at det er svært at integrere folk fra den muslimske kultur.
Godt sagt.
