Sofie Carsten Nielsen: feminist eller feminazi?

Sofie Carsten Nielsen (RV) er ude med med ny østrogen-overdosis. Som det så ofte forholder sig, handler det mindre om det, der skrives end om det, der ikke skrives.

LØRDAG D. 30. SEPTEMBER 2017 postede Sofie Carsten Jensen fra Radikale Venstre en kommentar på Berlingske med overskriften “Mænd, der anklager kvinder”. Kommentaren er et bidrag til debatten om muslimske kvinders kamp for – og krav på – ligestilling, samt personlig frihed i deres nærmiljø og hjemland. I kommentaren slår hun et slag for muslimske kvinder, som jeg kunne have billiget, havde Sofies præmisser været nogle andre.

”Kvinder under anklage. »Dæk dig til«. »Tag det tørklæde af«. »Tag afstand«. »Skam dig«.”

”D altid har været ”mænd som vil kue kvinder”, skriver hun: “Patriarker, som ingen argumenter har. Som føler sig gået for nær, føler sig truet af kvinder og derfor prøver at kyse dem.”

”Ikke nok med, at de (muslimske kvinder) bliver hængt ud af ledende, religionskonservative kræfter i moskeerne og ghettoerne. De skal også trækkes gennem sølet af ledende, nationalkonservative kræfter i den offentlige debat.”

Isolerer man førstnævnte udtalelser fra konteksten, er jeg sådan set helt enig heri. Men Sofie vil tilsyneladende gerne presse den generelle profil nedover de danske mænd, som hun er uenig med, at vores meninger og holdninger er baseret på et nationalkonservativt, patriarkalsk sindelag: ”danskheds-tyranniet” som Sofie Cartsen Nielsen kalder det.

Jeg er selv ivrig kritikker af både Kristendom, Islam og fundamentalistiske ideologier i det hele og taget, og jeg kan derfor bekræfte at hendes påstand, ikke mindst når det kommer til religionskritik, er totalt ved siden af, og absolut ingen berettigelse har som generel teori.

Når jeg som mand (og jeg er ret sikker på, det havde forholdt sig på samme måde, havde jeg været kvinde) kritiserer en ideologi for at være kvindeundertrykkende, er det netop fordi, jeg ikke ønsker, at kvinder skal være undertrykte. Hvis jeg som mand kritiserer en holdning hos en muslimsk kvinde, er det således ikke fordi, hun er kvinde – men fordi, hun er et menneske med en holdning, som jeg er kritisk overfor. Jeg er går meget op i, at der skal herske ligestilling, og det er uundgåeligt at min holdning til ligestilling og min religionskritik, ofte vil overlappe. Mine motiver er altså de diametralt modsatte af dem, som Sofie Carsten Nielsen vil skyde mig og mine meningsfæller i skoene.

Je udelukker ikke, at der også findes danske mænd, der passer på Sofies beskrivelse. Men dette 'også' er også meget essentielt, og som det så ofte forholder sig, handler det mindre om det, der skrives end om det, der ikke skrives.

der eksempelvis ikke også kvinder, der kritiserer f.eks. tørklædet og muslimske kvinders tilvalg af hovedbeklædning frem for fravalg? Og de mænd som er kritiske overfor Islams kvinder, er de ikke også i reglen kritiske overfor andre aspekter af islamisk ideologi, som i det store hele vel må siges at være patriarkalsk, hvorfor kritikken oftest vil være rette mod Islams mænd? Og er der hermed ikke oftest tale om at kritikken af kvinderne, er en del af denne religionskritik frem for kritikkens eskalerende faktor? Jovist, men med udeladelser (som jeg vælger, at tro er tilsigtede), og ved kun at fokusere på et enkel side af sagen, blæser Sofie Carsten Nielsen det op til alene at handle om kvinders kamp for frihed og forvrænger tillige billedet yderligere ved at sætte det ind i et narrativ om ”den onde hvide hverdags-patriark”, som skal bekæmpes.

Islamdebattens omfang rækker selvfølgelig langt udover kvinders kamp for selvstændighed, og Sofie Carsten Nielsens kommentar ender derfor som ren og skær propaganda for hendes indskrænkede narrativ proklameret på vegne af hendes københavnske, neo-feministiske, dybest set elitære og kulturelt overpriviligerede psykose-parti. Ytringen repræsenterer partiets totale stereotypisering og ikke mindst dehumanisering af mennesker med særlige identitetsmarkører – danske mænd med holdninger.