Står Barcelonas "skam-o-meter" det rigtige sted?

Hos DR kan man læse, at Barcelona har fået sat et såkaldt "skam-o-meter" op, tæt på en af områdets populære strande

Ikke angivet Ikke angivet,

29/07/2016

Hos DR kan man læse, at Barcelona har fået sat et såkaldt "skam-o-meter" op, tæt på en af områdets populære strande. Tælleren, der løbende registrerer antallet af druknede flygtninge, startede på sørgelige og uhyggelige 3.034. Så mange flygtninge (eller immigranter) er nemlig druknet i år, på vejen over Middelhavet. Og derfor kan man da også godt forstå, at folk i Barcelona vil italesætte den situation. For uanset hvor man befinder sig på det politiske spektrum, står det ikke til diskussion, at så mange tabte menneskeliv er en tragedie.

Men selvom det måske bare er mig, giver tælleren alligevel en dårlig smag i munden. For hvad er hensigten med at skamme indbyggere og turister i Barcelona? Hvis det handler om at påvirke flygtningepolitikken i Spanien og EU, burde man vel stille den foran det spanske parlament eller Europaparlamentet? Hvis det handler om at redde menneskeliv, skulle man vel stille tælleren der, hvor flygtninge og immigranter skibes ud? Men nu er den digitale skammer altså placeret et sted, hvor dens eneste formål umiddelbart er, at give badegæster og indbyggere dårlig samvittighed over en situation, de hverken er skyld i eller i stand til at gøre noget videre ved.

Men hvad siger du? Skammer du dig over de druknede eller skammer du dig over politikere, der kun er fokuseret på at pleje deres personlige image, ved hjælp af "skam-o-metre" og ligegyldige one-liners (Wir schaffen das), end på at finde holdbare løsninger?

http://www.dr.dk/nyheder/udland/barcelona-indvier-skam-o-meter-over-doede-flygtninge</a

Kilde: