På trods af, at han i 2015 genvandt magten fra socialdemokraterne, så har Lars Løkke vist, at han mangler format til at lede Danmark i krisetid. Thuelsen-Dahl er ikke meget bedre. Med 39 mandater og et klart mandat fra folket til at gå i regering, så agter Thuelsen-Dahl ikke at tage kampen op over andet end ligegyldige symbolpolitiske sager.
Danskerne efterlyser statsmandskab: en leder, der tør træffe dristige beslutninger i en tid, hvor man med sikkerhed vil møde fordømmelse fra mange kanter. Men ingen i de siddende partier ved, hvad statsmandskab vil sige. Et årtier-langt incestuøst forhold mellem magthaverne og de progressive kræfter, der sidder tungt på uddannelsessystemet og medierne har ført til, at vores ledere er rædselsslagne for at blive udstillet i TV-avisen og på avisforsider af journalister, i forelæsningssale af akademikerne, i ministerierne af embedsmændene og i Bruxelles af deres EU-venner. Det lammer deres evne til at handle rationelt, ved f.eks. at udtræde af flygtningekonventionen og føre ansvarlig og fremsynet politik. I et forsøg på ikke at skabe sig for mange fjender, så forekommer Løkke mig nærmest i evig ubalance. Ikke just den mest tillidsvækkende statsminister.
Danmark står i de kommende år over mange udfordringer. Indvandringen fra Mellemøsten og Afrika er kun en af dem, og den mest akutte. Der er udfordringen ved automatisering, hvor vi står over for massive omvæltninger på arbejdsmarkedet, hvor hundredetusindvise af arbejdere vil se deres arbejde gå tabt. Der er den udeblivende vækst, de permanente lave renter og store banker, der nu pr. definition er statsgaranteret og derfor også usårlig over for konkurrence. Velfærdsstaten er underlagt stedse mere omfattende kontrol og detaljestyring fra Christiansborg med tilsvarende fald i kvalitet og stigning i pris, og afstanden mellem borgerne og politikerne bliver derfor kun større. Forsørgerbyrden vil de kommende årtier vokse hastigt med tilsvarende udgiftseksplosion. Kvaliteten i uddannelsessystemet er kollapset og danske unge går ud i verden uden nogen som helst anelse om, hvem de er og historien bag den kulturelle arv, de en dag skal overtage. Danske børn vokser i stigende grad op delt mellem to forældre og frarøves den tryghed, alle børn bør være berettiget til. Vi fører en klimapolitik, der i 2050 vil koste samfundet 100 mia. årligt (2015-priser) og vi trues udefra af islamisme og russisk ekspansionisme.
Det er spændende tider. Alle disse udfordringer kræver specifikke svar, og jeg vil de kommende dage dele en række forslag til, hvordan de effektivt kan håndteres.
