Peter Møllers T-shirt og fake news i DR2

Læserne her på 180grader behøver næppe at få genopfrisket sagen om Peter Møller T-shirt med det iøjnefaldende håndtegn, det skulle forestille døvetegnet for W, men som også kunne tolkes som et tegn Hamastilhængere har anvendt.


Historien demonstrerede at man skal tænke sig om, især i TV, når man vælger sin garderobe. På en ø i Middelhavet så jeg engang en absolut nydelig, gift kvindelig krydstogtturist der bar en dyr T-shirt med teksten "LUDER". Den var næppe blevet båret mange minutter i Danmark, og da slet ikke i et dansk tv-studie.


Nå, men i går blev sagen genoptaget i DR2 Dagen i anledning af at Facebook har indgået et samarbejde med Mandag Morgens Tjek Det.


Studieværten Sophie Bremer lagde ud med at citere fra artiklen i Den Korte Avis:


"Det er almindelig kendt, at journalisterne i Danmarks Radio har voldsom venstreorienteret slagside."


Og videre:


"I studiet sad værten Peter Møller med en T-shirt. Den var hvid og havde et meget iøjnefaldende logo på brystet. Logoet bestod af tre fingre der rakte i vejret. Dette symbol er et islamisk symbol."


Endelig:


"Det er et meget klart og meget ekstremt politisk symbol, der både rummer hyldest til Hamas, fjendtlighed mod Israel og regulært jødehad. Det er nærliggende at se det i sammenhæng med DR's stærke traditioner for anti-israelske holdninger."


Hvad Sophie Bremer Ikke læste højt, var fortsættelsen:


"Men det er jo ikke umiddelbart til at afgøre, om Peter Møller kendte håndtegnet og dets baggrund."


Derefter bliver det hele noget rod:


Sophie Bremer siger noget i retning af at "det var en spejderhilsen som der var på denne her T-shirt".


Det var så ikke den første forklaring, vi fik dengang fra Peter Møller. Dengang var det døvetegnet for W.


Mandag Morgens journalist sagde om sagen "Det var forkert, det var ikke et Hamaslogo - det er sådan rimelig entydigt..." og fortsatte: "Vi ringede bare til Døveforeningen og spurgte dem hvad tegnet betød."

Hvad er så fake news her?

Havde Mandag Morgens journalist konsulteret denne hjemmeside:

http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/haandtegn-i-mellemoesten

ville han næppe fastholde sin påstand om entydighed, tegnet hedder "De tre Shalits" og er blevet brugt af om ikke Hamas, så af palæstinensere.

Sophie Bremers første oplæste sætning om DR's venstreorientering blev ikke omtalt yderligere. Den er heller ikke fake news. Venstreorienteringen i DR er stadig almindelig kendt.

DR's stærke traditioner for anti-israelske holdninger blev heller ikke kommenteret. Heller ikke fake news.

Gårsdagens indslag gjorde ingen klogere.

Læs artikel

3 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere