Søren Espersen: Tag koranen fra IS-terroristerne

I en ny video på sociale medier kommenterer Dansk Folkepartis Søren Espersen på den aktuelle debat om hjemvendte syrienkrigere

Claes Kirkeby Theilgaard,

13/11/2019

I en ny video på sociale medier kommenterer Dansk Folkepartis Søren Espersen på den aktuelle debat om hjemvendte syrienkrigere. Han mener, at vi skal tage Koranen fra de hjemvendte terrorister, der har kæmpet for Islamisk Stat i blandt andet Syrien.

Debatten om syrienskrigere med dansk statsborgerskab er blusset op igen efter Ahmed Salel el-Haj tidligere på ugen vendte hjem til Danmark.

Søren Espersen frygter for, hvordan det kommer til at gå med hjemvendte terrorister og syrienkrigere som el-Haj, hvis vi ikke skrider resolut ind og sørger for, at de hjemvendte ikke kan få fingrene i Koranen i fængslerne.

”Nogle af verdens allerværste terrorister er allerede ankommet til Danmark – eller er på vej hertil. De folk, som kommer, skal jo antiradikaliseres nu. Og hvordan gør man så det? Det gør man ved at tage Koranen fra dem; den bog, der gjorde dem skøre”, siger Søren Espersen i videoen.

Espersen drager paralleller til en kristen sekt kaldet ”Guds børn”, som han selv skrev en del historier om i sin tid som journalist i 1980’erne. Den bestod af unge danskere, der rejste til USA og der blev en del af en kult.

”Det første man gjorde, når man fik fat i de her unge mennesker og forsøgte at rive dem fri fra deres kult, det var at tage dem til et øde sted, f.eks. et eller andet sommerhus ude på prærien. Her var der så nogen, der gik i gang med en debriefing af dem, simpelthen for at gøre dem til normale mennesker igen. Det første, man tog fra dem, det var Bibelen, for det var den bog, der havde gjort dem skøre”, fortæller Espersen i videoen.

I videoen kritiserer Søren Espersen den lette adgang til Koranen i de danske fængsler, hvor imamer ifølge DF-politikeren også ofte lægger vejen forbi.

”I fængslerne i Danmark – og også der, hvor de her IS-terrorister, de kommer til at sidde – der vil det komme til at vrimle med koraner og imamer, der kommer på besøg. Det holder dem fast i deres syge religion. Det er helt væsentligt, hvis vi nogensinde skal komme radikalisering til livs, at vi tager Koranen fra de folk, der er blevet radikaliserede”, fortsætter han.

”Så det er det, vi i Dansk Folkeparti vil foreslå: tag Koranen fra dem i fængslerne, hvor de befinder sig, så de kan blive normale mennesker igen”, lyder den afsluttende opsang fra Søren Espersen.

Se den fulde video herunder.


Kilde: