Dit intelligente hjem - smarthome-teknologiens muligheder

Vi står på kanten af en større teknologisk revolution, som endnu ikke er nået ud til den bredere danske befolkning: Smarthome-teknologien vil fuldstændig forandre den måde, vi går til hverdagens mere rutineprægede opgaver og pligter. I det digitalt-intelligente hjem kommunikerer dine forskellige enheder sammen, ude såvel som hjemme, og de hjælper dig til en mere sikker, komfortabel og legende dagligdag.

Hvem kender ikke til de travle morgener, hvor man glemmer at slukke lyset, lukke vinduerne eller først kommer i tanke om sine nøgler, lige da døren smækker i? Vores travlhed og glemsomhed giver hvert år både dyre el- og varmeregninger, men det kan så sandelig også resultere i alvorlige situationer, der kunne være undgået, fx indbrud.

            Smarthome-teknologien har løsningen på alle disse tilbagevendende udfordringer og et væld af inspirerende funktioner. Men hvordan virker teknologien i praksis?

Du har sikkert allerede hørt om den nye digitale “husholderske” Alexa, eller også er du i diverse netshops stødt på de stilfulde, enkelt udseende enheder, der næsten leder tanken hen på den elegante hvide robot fra Wall-E.

Smarthome-styringssystemerne findes i mange udformninger og enhederne er specielt tilpasset til at kommunikere med lige præcis din smartphones styresystem - de har dog alle det tilfælles, at de så at sige udgør hjemmebasen. Her samles alle dine præferencer og personlige indstillinger, og her samles kommunikationen mellem din smartphone og hjemmets forskellige trådløse enheder, så du altid er opdateret på, hvordan det står til.

            Uanset hvor du er, kan du således styre fx lys og varme i hjemmet via hjemmebasens wifistyring af termostaten eller forskellige lysinstallationer og pærer rundt omkring i hjemmet. Mange af de populære produkter har multifunktioner - du kan få sikkerhedssensorer, der både måler gasudslip og kuliteniveau og giver alarm ved oversvømmelse eller indbrud.

            Der findes et væld af underholdningsmuligheder, særligt er intelligent højttalerstyring blevet finpudset over de sidste par år, således at du nu frit kan bevæge dig rundt i boligens forskellige rum, mens du uafbrudt kan nyde din yndlingsmusik eller følge med i radioprogrammet. Stemmestyring er tillige en populær funktion, som særligt letter det praktiske arbejde, fx i køkkenet, eller er en kærkommen hjælp til personer med nedsat funktionsevne i ben eller hænder.

Andre smarthome-produkter retter sig mod at lette din hverdag betydeligt, såsom digitalt styrede låsemekanismer og udluftningssystemer, fjernstyring af forskellige husholdningsmaskiner eller trådløs opladning af laptop og smartphone. Der findes kort sagt allerede et væld af smarthome-produkter til hjemmet, som både sparer dig penge og tid. I sidste ende gør teknologien din hverdag langt mere komfortabel, tryg og legende - og så bliver dit hjem fremtidssikret, for vi har kun set begyndelsen inden for smarthome-teknologien!

0 Kommentarer

Log ind for at kommentere