Af Henrik Bang-Møller
Det er i år 40 år siden, 68'er-generationen skaffede sig konstant medvind på deres livsbane. Debattøren og samfundsrevseren Morten Albæk kalder ligefrem 68'erne for græshoppegenerationen. For som han siger: "De æder alt på deres vej og efterlader intet tilbage."En stor undersøgelse af 68'er-generationens værdier - og hvordan disse værdier har forandret sig siden 68 - blev offentliggjort på forsiden af Jyllands-Posten for nogle år siden. Det var forbløffende læsning og bekræftede i øvrigt konturerne af dét billede, som Morten Albæk tegner.
De er den suverænt rigeste generation, som nogen sinde har levet i Danmark. Stort set hele deres velfærd er finansieret af en ekspanderende offentlig sektor: deres uddannelse, deres jobs, deres pensioner, deres løn - og hvis man skulle være næsvis: også deres holdninger og politiske orientering. På en måde har de hele deres liv stået i en klientforhold til velfærdsstaten, og det er derfor heller ikke så mærkeligt, at de uden undtagelser simpelthen elsker den. Der er tale om et rigtigt kysse-kramme forhold, alene reguleret af følelser og behov.
Men de har også selv indrettet den. Den er deres eget barn. De har bestemt dens indretning og værdier, både de økonomiske og de kulturelle. Og det har de nogenlunde ublu gjort til deres egen fordel. De satte simpelthen velfærdsstaten ind dér, hvor der tidligere var et civilsamfund. Og erstattede følgelig ansvar og pligt i de nære relationer med rettigheder og krav i de flygtige og løse.
Om ikke så mange år skal de ydermere på efterløn og pension. Og kære venner: så skal I se pres på offentlig service! Noget som 68'er-generationens egne alt for få børn nu som skatteydere skal finansiere.
Eftersom 68'er-generationen havde alt for travlt med sig selv og deres revolutioner rundt omkring på jordkloden, glemte de deres egen rede. Og vi, 68'ernes alt for få børn, skal løbe rigtig stærkt og tjene rigtig mange penge, så vi over skatten kan finansiere 68'er-generationens kolossale krav om 1. klasse-service på alle hylder i den offentlige butik. Af samme grund tror jeg ikke, det kan lade sig gøre at finde én eneste 68'er, der går ind for skattelettelser.
Man kan se det for sig: plejehjem bliver til 4-stjernede hoteller, sosu-assistenterne tjenere i kjole og hvidt. Der er barskabe i hver suite, og beboerne lever som fyrster og baroner. 68'er-generationen forsværgede som så mange andre ting bl.a. også troen på Gud og det evige liv, så derfor skal paradis indføres nu og her, i velfærdsstaten, og navnlig dér, hvor de som hidtil nyder godt af dens ydelser. Og det koster rigtig mange penge.
Jamen, har de da slet ikke gjort noget godt? Jo, bestemt! De fik gjort kvinderne mere selvstændige, gav dem mere ligestilling og frigjorde individet.
Men flere spørgsmål end svar rejser sig:
- Er det et mål i sig selv at blive uafhængig af andre - eller lurer der en ensomhed bag al den stivnakkede selvstændighedshævdelse? Eller en art galoperende egoisme?
- Der er stadig rigtig mange eksempler på, at kvinderne ikke har opnået ligestilling på arbejdsmarkedet. Hvorfor?
- Frigørelse fra tradition, slægt og familie, ok. Men frigørelse til at blive bastet og bundet til sig selv og til sine egne lunefulde indfald?
- At være selvstændig betyder som minimum, at man bl.a. er kritisk - også i forhold til sig selv. Men 68'ernes egne børn er bemærkelsesværdigt ukritiske, ikke mindst i forhold til deres forældres værdigrundlag, som de har et endog særdeles velfriseret og bekvemt forhold til. Prøv blot at kaste et flygtigt blik på gymnasie- og seminarieelever og studenter. Hvad med et ungdomsoprør mod forældrenes (lærernes) totalitære anti-autoritet, mod de stærkes ret i den kuldsejlede reformpædagogik, mod formløshedens tyranni?
- Kan man nøjes med idel kriticisme og renskuret oppositionalisme, uden at sætte noget positivt i stedet?
- Hos 68'erne legitimeredes modstand mod al magt. Men hvorfor havnede modstanden i en modstand mod alt ansvar? I et demokratisk samfund som i en familie følger der altid med den betroede magt et ansvar. Vil 68'erne og deres forkælede børn også være med til positivt at tage et ansvar, der rækker ud over Operation Dagværk, landsindsamlinger til Aids-ramte i Afrika, politisk propaganda, slogans og paroler, men et konkret, dagligt ansvar, som ikke aflønnes i ros, onemanshows eller pensionsordning, men kræver såvel min indsats som mit afkald?
- Kender 68'erne til noget så svimlende som behovsudsættelse?
Men et opgør er i gang, fremtvunget af ganske simpel nødvendighed. Man kan ikke indrette et system, der alene skal varetage én enkelt generations interesser.
Henrik Bang-Møller er sognepræst i Skagen
