Af Kim Møller
Kim Møller er cand. mag. i historie og blogger på uriasposten.netDet er en kendt sag at angreb er det bedste forsvar, og hører man DR's intellektuelle flagskib, P1, så kan man undertiden høre, at DR er blevet en borgerlig bastion.
Mediekritik er en svær størrelse og kan i sagens natur ikke skilles fra det ideologisk-politiske. Der er derfor god grund til at se nærmere på de såkaldte uafhængige undersøgelser af DR's virke, der hidtil har været fremme.
Bedst kendt er Mediernes dækning af Irak-krigen (Modinet, 2004), der ikke blot frikendte TV-Avisen for politisk skævvridning, men ligefrem bekendtgjorde, at medierne generelt var (for) pro-amerikanske. Problemet var, at medierne - herunder TV-Avisen - ikke nok inddrog irakiske kilder i sin dækning. Analysen omfattede blandt andet den dag i april 2003, hvor den irakiske informationsminister Saeed al-Sahaf, live på tv, alt imens amerikanske kampstyrker høres i baggrunden forklarede, at "they are nowhere near Bagdad".
Præmissen for undersøgelsen var med andre ord absurd og skræddersyet til at flytte fokus. Senest kunne et journalistisk undersøgelsespanel frikende Christoffer Guldbrandsens Den Hemmelige Krig, og også her er præmisserne vendt på hovedet. Det oplyses, at dokumentargenren tillader en mere kunstnerisk end journalistisk præsentation, og derefter analyseres det journalistiske uden at forholde sig til, hvorvidt dokumentarens oplysninger var korrekte eller ikke. Med det udgangspunkt analyseres så regeringens kritik af filmen i et selvstændigt afsnit kaldet "Spinnet om Den Hemmelige Krig", delvist udarbejdet af statsministerens fyrede spindoktor. Ikke svært at se, hvorledes præmissen styrede konklusionen i den af panelet ønskede
retning.
Sådanne undersøgelser vil sjældent kunne tilfredsstille begge politiske fløje, og som borgerlig kan jeg vanskeligt tage diverse analyser som andet end partsindlæg.
En af de mest citerede medieforskere er Frands Mortensen. I 1978 redigerede han som lektor på Danmarks Journalisthøjskole antologien Ikke et ord om ytringsfrihed, der beskrev, hvorledes revolutionære kommunister kunne bruge journalistikken til at få indført den sande socialisme. Et af kritikpunkterne var den borgerlige journalistiks "strenge genre-krav" - det forhold at man som journalist ikke måtte sammenblande det faktuelle med egne politiske holdninger. I dag er han, foruden at være modstander af TV2-privatisering, en prominent fortaler for DR's licensfinansierede uafhængighed, trods det at han ofte pointerer, at DR har et borgerligt verdensbillede.
Ligeledes hørtes der ikke mange kritiske ord om DR fra Lars Qvortrup, da han som professor i journalistik på Syddansk Universitet for et par år siden var en del af public service-debatten. I 1977 udgav han Danmarks Radio og arbejderkampen, en bog der var direkte henvendt til "socialistiske medarbejdere i DR", der ydede "deres bidrag til kampen for socialismen". Man må spørge sig selv, hvorfor venstreorienterede medieforskere, der tidligere, som Qvortrup, beskrev DR som værende et vigtigt led i "den borgerlige presses hetz", i dag uhæmmet forsvarer public service-tanken og det, de nu ser som DR's uafhængighed.
Svaret giver sig selv: DR formidler et verdensbillede, der ikke støder værdipolitiske venstreorienterede, uanset uenigheder om den økonomiske politik som mellem SF og Det Radikale Venstre - to partier der blandt journaliststuderende alene kunne danne regering ifølge et prøvevalg (Hovdabrekka, 2006).
Denne tendens kan iagttages fra flere vinkler, og der er god grund til at citere Bob Woodwards hemmelige kilde i filmatiseringen af Watergate-sagen: "Follow the money". Fra politisk hold står Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet samlet bag DR - en blok der i dagens Danmark også omfatter Det Radikale Venstre, der ofte taler om nødvendigheden af lavere skat, men samtidig vil have DR finansieret over skattebilletten.
Medieforskere, journalister, diverse organisationer og kulturpersonligheder kan italesætte objektivitet, postulere politisk pression og sågar selvcensur, men før venstreorienterede mediekritikere fremviser en omvendt Blauenfeldt, er det spil for galleriet. Ligesom vi aldrig kommer til at se Kenneth Plummer med en støtte-t-shirt for højreradikale Radio Oasen, så kommer vi aldrig til at se en DR-vært udtrykke Blauenfeldts tanker om Srebrenica-massakren:
"Jeg er faktisk lidt flov over at indrømme det, men jeg tænkte - hey det er
muslimerne, nu får de smæk - det har de rigtig godt af."
- og godt det samme. Befri DR for sine public service-forpligtelser.
