Af Edith Thingstrup
Edith Thingstrup er cand. theol.Hvad skal vi med borgerlige, hvis de borgerlige siger det samme som socialisterne? Forleden var Venstres unge håb, Ellen Trane Nørby, gæst i programmet "Kaffeklubben" i halvanden time. Hun skulle debattere med Mette Frederiksen (S) og Pernille Vigsø Bagge (SF). Men det var umuligt at høre forskel på de tre. De lød præcis lige socialistiske.
Måske kender de borgerlig-liberale politikere ikke deres egen politiske tradition godt nok. Eller måske tror de bare ikke på den. Ellen Trane Nørby påstod således hånligt, at et klassisk liberalt samfund var et "survival of the fattest samfund". Og så argumenterede hun lige så ivrigt som de to socialister for, at alle rettigheder i FN's universelle menneskerettighedserklæring af 1948 er lige vigtige. Dermed gjorde Ellen Trane sig til talsmand for, at retten til "periodisk ferie med løn" og retten til et "retfærdigt og gunstigt vederlag" for deres arbejde er lige så vigtige som ytringsfrihed og ejendomsret. Hvor ringe!
Ellen Trane Nørby forstod overhovedet ikke den klassiske sondring og modsætning mellem de klassiske frihedsrettigheder (f.eks. ytringsfrihed, ejendomsret, uafhængige domstole) og de såkaldte velfærdsrettigheder, de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (f.eks. retten til arbejde, ferie, bolig, kulturel udvikling og meget mere).
Det er såmænd enkelt nok. De klassiske frihedsrettigheder er nogle, man kan have uden videre, uanset samfund, i hele verden. Sådan er det ikke med velfærdsrettighederne. De kræver en særdeles aktiv rolle fra statens side, og de vil variere fra samfund til samfund, alt efter hvad man har råd til. De er ikke universelle. De er reelt bare en hensigtserklæring frem for egentlige rettigheder.
Så hvis man sætter fundamentale frihedsrettigheder på samme niveau som hensigtserklæringer, så underminerer man de fundamentale frihedsrettigheder. For de skal netop ikke være hensigtserklæringer!
Ellen Trane Nørby mente, at velfærdsrettighederne var kommet til "i takt med, at samfundene har moderniseret sig". Det er en sjov påstand al den stund, at den slags rettigheder stod skrevet i Stalins grundlov allerede i 1936. Det var også sjovt al den stund, at Ellen Trane Nørby nærmest brugte en klassisk marxistisk argumentation: Nemlig at samfundets "basis", økonomien, var det, der bestemte "overbygningen", nemlig reglerne.
Tænk at en påstået liberal argumenterer på den måde. Og hun fortsatte ufortrødent. "Skal friheden ikke være en større frihed, end selv at vælge hvilken bro man vil sove under?" Som om det hjælper på de hjemløses situation at FN's menneskerettighedserklæring rummer en ret til et sted at bo! De "rettigheder", der kræver fortolkning af politikerne, er ikke det papir værd, de er skrevet på. Hvornår er de opfyldt? Når alle har adgang til en varmestue, et herberg, eller når alle har adgang til en lejlighed på mindst 50 kvadratmeter?
Hun lagde bombastisk ud. Men i løbet af diskussionen viste det sig, at Ellen Trane Nørby i virkeligheden ikke lagde særlig meget vægt på menneskerettigheder. De var alle lige elastiske i hendes definition. Ellen Trane Nørby mente ganske vist, at ejendomsretten var vigtig. Men "hvis et flertal i Folketinget mener at man skal ekspropriere (...) så synes jeg at den mulighed skal være der". Og hun spurgte retorisk: "Er et flertal valgt af den danske befolkning ikke et sagligt hensyn?"
Ganske vist er Venstres nye principprogram ikke noget stort liberalt kampskrift. Men det rummer alligevel et par interessante betragtninger om menneskerettigheder.
For det første står der: "De grundlæggende menneskerettigheder må ikke tilsidesættes hverken ved diktatoriske dekreter eller demokratiske afstemninger. Derfor må Danmark fordømme krænkelser af grundlæggende menneskerettigheder overalt, hvor de foregår."
For det andet rummer Venstres principprogram en definition af begrebet grundlæggende menneskerettigheder: "dvs. frihedsrettighederne".
Jeg har et forslag. Måske burde Ellen Trane Nørby læse sit eget partis nye principprogram. Jeg ved, at hun var til stede, da det blev vedtaget. Hun var en ivrig deltager i debatten, som regel fordi hun ville give staten bedre muligheder for at bruge penge. Jeg husker tydeligt, hvordan hun argumenterede helt hysterisk med, at den offentlige sektor skulle kunne vokse mere end den private. Det var nødvendigt, hvis vi skulle have OL til Danmark! Sådan lød hendes afgørende trumfkort.
Med den slags liberale har vi ikke brug for socialister. Venstre har fået sin egen version af Venstre-socialisterne.
