Af David Karsbøl
I disse tider hører man konstant om faren for overophedning. Der er ikke rigtigt nogen, som har besværet sig med at definere, hvad man mener med overophedning, men det fremgår normalt, at det er noget slemt, som kan ske for en økonomi, hvis det har gået for godt i for lang tid. Specielt er det vist slemt, hvis privatforbruget har været inde i en stærk udvikling, men af en eller anden grund er det slet ikke nær så farligt, hvis det offentlige forbrug er steget kraftigt.Økonomer lærer normalt, at de skal betragte privatforbrugets rolle for økonomien som stort set lig med den tilsvarende effekt fra øget offentligt forbrug, men privatforbruget får i pressen alligevel stort set altid en stedmoderlig behandling i tider med faldende arbejdsløshed og stigende inflationspres, som vi oplever for nærværende.
Og nu oplever vi det så igen. Socialdemokraterne vil genindføre den specielle pensionsopsparingsskat på 1% af indkomsten, de vil aflyse de af regeringen bebudede skattelettelser og samtidig - hold nu fast - øge det offentlige forbrug, fordi der er risiko for overophedning.
Sjældent beskæftiger nogen meningsdanner sig med det mærkelige forhold, at lande som Kina, Indien, Brasilien og Indonesien i ti år stort set konstant har vokset med tocifret vækst, og først nu oplever en nævneværdig inflation. I Danmark har vi i 2006-2007 oplevet en historisk "imponerende" vækst på omkring 4 procent, og straks taler alle om overophedning.
Hvad ville der ske, hvis man blot lod økonomien passe sig selv, eller oven i købet lettede skatterne, selvom lønningerne, privatforbruget og inflationen steg hastigt? Det siger sig selv, at danske virksomheder ville blive mindre konkurrencedygtige, fordi deres omkostninger steg. Derfor ville de afsætte mindre, og derfor ville de ansætte færre. Følgen ville være lavere lønpres og lavere vækst i privatforbruget. Med andre ord regulerer økonomien sig selv.
Det sidste en økonomi har brug for, er 179 tåber, som hæver skatterne og forsøger at "hjælpe" økonomien og arbejdsmarkedet til at fungere "bedre". Hvis politikere overhovedet har en opgave, består den i at blande sig uden om og lade markedet regulere sig selv. Hvis der derfor er brug for indgreb i forbindelse med en "farlig" overophedning, må det dreje sig om at få flere ud på arbejdsmarkedet og skære i det offentlige forbrug, så flere resurser bliver ledt over i den private sektor, som har en langt højere produktivitetsudvikling end den offentlige sektor.
Anbefalingen må være klar: Sænk skatterne, skær overførselsindkomsterne ned eller afskaf dem, stram rådighedsbetingelserne for arbejdsløse og tving kommunerne til at overholde dem. Desuden bør man anspore flere mennesker til at få overstået deres brødløse ørkenvandring igennem statslige uddannelsesinstitutioner, så de kan komme ud på det private arbejdsmarked og lære noget væsentligt, man bør også nedsætte selskabsskatten, så flere virksomheder vælger at slå sig ned i Danmark, og skaber vellønnede arbejdspladser. Slutteligt må man øge indvandringen og sørge for, at denne målrettet vil kunne besætte de mange ledige stillinger i det private erhvervsliv.
Og sidst men ikke mindst, må vores nationalbank om nødvendigt smide fastkurssamarbejdet overfor euroen i skraldespanden og hæve renten, så inflationen kommer under kontrol. Den danske krone vil derved stige og gøre alle danskere rigere men danske virksomheder mindre konkurrencedygtige. Dette vil også medvirke til at holde både inflation og lønpres i ave.
Hvis man gør alle disse ting, er der intet som helst til hinder for, at også den danske økonomi kunne vokse med 10 pct. om året i længere tid, uden at inflationen skulle blive et problem.
David Karsbøl er cand. polit. og arbejder i en investeringsbank
