Stemmestrejke

Slettet Bruger,

28/10/2007

Af Lisbet Røge Jensen

Lisbet Røge Hermansen er sales administrator i en IT virksomhed, stud. merc. MIB og blogger på KapitaLisbet.blogspot.com

I aftes gik lyset hjemme hos os. "Tror du, det er strejken, der er startet?" spurgte jeg min mand.

Det var det ikke. Det var bare et par sikringer, der var sprunget, men jeg nåede lige at mærke håbet. Og måske også en snert af frygt. For jeg taler naturligvis ikke om de sædvanlige strejker, hvor kræve- og offermentaliteten får overtaget, men den usædvanlige strejke, den der virkelig vil kunne mærkes. Strejken hvor de, der skaber grundlaget for vores velstand og velfærd, siger stop.

Et blik på tidens valgkamp gør længslen efter strejken enorm. Pseudo-skattelettelser, miljøfanatisme og lighedspsykose synes at være menuen denne gang. Og forskellen fra den ene til den anden lejr er vist mere symbolsk, end den er reel. I hvert fald handler det udelukkende om at dele penge ud på begge sider. Ingen taler om, hvor pengene kommer fra. En enkelt højtrangerende konservativ nævnte det kort i hans Første Ord på TV, efter at overkommandoen havde trykket på knappen, men der er ikke noget i partiets politik i praksis, der afslører spor af svipseren.

"Da jeg var en ung mand i Østjylland, var jeg naiv og troede, at jo rigere vi blev, jo mere generøse blev vi," siger Villy i aftenens debat. Men Villy, man kan jo ikke bare være generøs på andres vegne, for andres penge. Det er da tarveligt og uretfærdigt. Jamen, "vil vi en bedre offentlig velfærd eller skal pengene klattes væk til de mest velhavende?" spørger Villy videre med den velkendte demagogisk-socialistiske attitude. Åh, altså. Jeg vil bare gerne have lov at beholde, hvad der retmæssigt tilkommer mig. Er det så svært at forstå? Er det så forfærdeligt og amoralsk?

Så er det Lars' tur til at ævle. Bla, bla, vi fordobler det ene budget, bla bla, vi fordobler det andet budget, bla, skattenedsættelse og energiafgifter bla, bla, bla. Helle indtager sin allerfineste indignerede mine og spørger med skinger stemme, om nu ikke den lille-bitte skattelettelse var bedre anvendt på fællesskabet. Pia skælder ud, Naser væver, Margrethe spiller overlegen - alt er som det plejer.

Utaknemmelige bastarder, tænker man i sit stille sind om marionetdukkerne inde i tossekassen. Ved de overhovedet, hvorfor de kan stå der og toppes om at være aftenens moralske superstar? Fordi de har penge. Penge som de kan købe stemmer for. Men pengene skal jo komme et sted fra, og så er det godt for dem, at de har monopol. Monopol på at tage noget, som ikke tilhører dem. En handling som andre bliver spærret inde for, heldigvis. Fordi det er så ubehageligt et monopol, burde disse moralske superstars være interesseret i at begrænse dets udbreden så meget som muligt. Men det er de tydeligvis ikke. De foretrækker at spendere vulgære summer på gode gerninger i demokratiets hellige navn.

Hvem stemmer man så på, hvis man ønsker at begrænse det demokrati, der lige nu tillader det politiske monopol en ufortjent andel i markedet for lønningskroner på omkring 56-72%? Ingen. Der er ingen at stemme på. Der er ingen, der ønsker at begrænse demokratiet. Der er måske nogle få, der ønsker at nedsætte skatten, men altid med den begrundelse, at det vil skabe mere offentlig velfærdsfinansiering. Og altid med en back-up skat eller afgift i baghånden for at gøre det "fuldt finansieret". Der er ikke nogen, der agiterer for en reel nedsættelse og samtidig indskrænkning af bureaukratiet med den simple begrundelse, at det er retfærdigt i sig selv.

Så måske stemmer man slet ikke. Måske lader man strejken starte ved valgurnen. Ikke i forstanden at stemme blankt, men simpelthen at undlade at deltage i dette lille spil, som tilsyneladende ikke har nogle positive udfald. Det er ikke nogen demokratisk synd eller borgerlig fallit at blive hjemme den 13. november. Tværtimod. Valgdeltagelsen bliver altid rapporteret med stor vigtighed, og ved at undlade at stemme sender man et signal om, at noget er riv-ruskende galt. Og hvis de ikke opfatter det signal på Borgen, så er der altid den rigtige strejke at ty til. Strejken hvor dette lands bidragydere ikke længere vil finde sig i præmisserne for det system, der begynder at ligne et flertalsdiktatur. Strejken hvor lyset slukker og alting stopper. For alvor.

Kilde: