Københavns Kommune hader (private) bycykler

Endnu et angreb på den privat-baserede deleøkonomi kommer fra Københavns Kommune, der åbenbart vil gøre hvad som helst for at forhindre at borgerne...

180grader Admin,

11/03/2019

Endnu et angreb på den privat-baserede deleøkonomi kommer fra Københavns Kommune, der åbenbart vil gøre hvad som helst for at forhindre at borgerne deles om cyklerne. Regeringen er nu gået ind i sagen, og Berlingske skriver:

Sagen om udlejning af el-løbehjul og delecykler i København tager nu en helt ny drejning. Transport-, Bygnings- og Boligministeriet går nemlig nu ind i den aktuelle sag om påbud til tre virksomheder, der udlejer løbehjul og delecykler til fordel for virksomhederne.

Transportministeriet, der har Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance som minister, er langt fra enig med Københavns Kommune i den måde, kommunen tolker og anvender vejlovens paragraf 80 og 81. Det fremgår af et tre et halvt sider langt brev, som Transportministeriet har sendt til kommunens Teknik- og Miljøforvaltning i fredags, og som Berlingske har fået udleveret søndag.

Henvendelsen til Københavns Kommune kommer, efter kommunen i sidste uge besluttede at gå benhårdt efter at sætte en stopper for udlejningen af cykler og el-løbehjul i kommunens gader med henvisning til vejlovens paragraf 81. Kommunen skriver blandt andet, at det er ulovligt, at placere cyklerne til udlejning i offentligt rum, fordi virksomhederne ikke har tilladelse til det.