Se mennesket som andet end bare et liv: Giv ret til aktiv dødshjælp

Af Mads Fencker, filosofVi burde se på mennesket som mere end bare noget, der skal holdes i live

180Grader Debat,

30/10/2019

Af Mads Fencker, filosof

Vi burde se på mennesket som mere end bare noget, der skal holdes i live. Mediesagerne om Svend Lings medvirken til to ”selvmord” og Fie Lauersens offentlige afskedsbrev på Instagram kalder på en diskussion af, hvordan vi ser på livet og det at være i live. Når den livstrætte sygeliggøres i sit ønske om at blive fri fra livet, så vender vi det blinde øje til det egentlige problem: At der er et liv, der ikke er værd at leve. Men hvem kan dog vurdere et livs værdi? Netop den levende med pågældende liv.

Når historier om kendisser, der tager deres ejet liv, resulterer i, at raten stiger i befolkningen, beskrives det ofte som en ”selvmords-epidemi”. Sådan sprogbrug tilsidesætter problemet, der går forud for, at den suicidale tager sagen i egen hånd. Personer med et sygt liv har ret til hjælp, på samme måde som alle andre patienter. En ret til aktiv dødshjælp vil netop være én måde at hjælpe på.

Ligesom stigninger i skilsmisseraterne fremstilles som ulykkelig i sig selv, lider debatten om aktiv dødshjælp, under at døden altid ses som et problem og aldrig som en løsning. Naturligvis er skilsmisse og dødshjælp ikke de eneste løsninger på henholdsvis et sygt ægteskab og liv, men i sidste ende kan de begge være udveje. Vi bør som samfund åbne op for muligheden til at opsøge rådgivning og vejledning for den livstrætte, i samme grad som vi hjælper i forbindelse med afslutningen af et ægteskab. Parterapi er succesfuldt, både hvis ægteskabet forsætter uden problemer og i tilfældet hvor lykkelig skilsmisse bliver resultatet. Dødshjælp er også en legitim måde at afslutte et behandlingsforløb, hvor der ikke er andre måder at afhjælpe livets smerte på.

Det at være suicidal er ikke en sygdom. Det er symptomet på et liv, der ikke er værd at leve. Men hvem kan dømme, at et liv ikke er værd at leve? Gud, måske? Nej, for ikke engang han eller hun har adgang til førstehåndsoplevelsen af den livssyges kvaler. Kun én kan dømme om livets værdi. Netop den levende!

Vi har som samfund en pligt til at hjælpe det lidende menneske. Hvis vi ikke tilbyder den ved at få livet på ret spor, så er det mindste, vi kan gøre at åbne op for muligheden til at afhjælpe årsagen til problemet: Det syge liv.

Det påpeges ofte som modsvar til dette synspunkt, at læger er sat i verden for at rede menneskeliv – men hvilket liv? Er det blot det biologiske forhold at processer i kroppen er aktive? Sundhedsvæsenets opgave er ikke blot at sikre os en værdig død, men også et værdigt liv. Hvis muligheden for sidstnævnte ikke foreligger, så er lægens opgave ikke at holde et liv i live for livet eget skyld. Lægens opgave er derimod at respektere personers brændende ønske om at gøre en ende på årsagen til smerten, hvad end den er fysisk eller psykisk.

Sundhedsvæsenet er først og fremmest til for patientens skyld. Ikke for at sørge for at holde flest muligt mennesker i live. F.eks. stjæler læger ikke terminalpatienters organer, så de kan rede endnu flere liv. Hvis den eneste måde at afhjælpe smerten ved at leve, er at gøre en ende på selve livet, så bør den mulighed være tilstede for patientens skyld, også selvom det ikke resulterer i det største antal overlevende. Livet handler ikke om at overleve. Livet skal derimod leves og ikke blot i en biologisk forstand. Vi skal følge vores livsmål, drømme og planer. Hvis et liv kun rummer smerte og ulykke, så skal et simpelt ideal om overlevelse ikke have lov til at undertrykke vores valg i livet; heller ikke det valg i livet, der er fravalget af livet selv.

Fører dette ikke til en glidebane, hvor vi ender med at slække så meget på kravene for hjælp til at tage sit eget liv, at alle vil få muligheden? Forhåbentligt jo. På samme måde som alle i et ulykkeligt ægteskab skal have mulighed for at blive skilt. At legalisere aktiv dødshjælp vil redde alle dem med syge liv fra mere unødig smerte og lidelse. At insistere på at holde personen i live er at sætte livet over personer og deres ønsker.

Naturligvis er målet ikke, at flest muligt skal forlade verden. Men det er heller ikke at holde flest muligt inde i den. Mit håb er, at vi lader flest muligt gøre størst muligt brug af den frihed, livet har tildelt dem, hvad end dette så måtte være inde for livets rammer eller ved slet og ret at træde ud af det igen.

Dette indlæg blev oprindeligt udgivet som brugerindlæg af forfatteren selv, men bliver nu også udgivet som debatindlæg. Det er alene udtryk for skribentens holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.