I går begyndte Tyrkiet en invasion i det nordøstlige Syrien. Verdenssamfundet, herunder EU og USA, forholder sig påfaldende passivt til den tyrkiske invasion. Søren Skafte giver et overblik over situationen, sætter invasionen i perspektiv og giver en forklaring på, hvorfor ingen tør at gøre sig uvenner med Tyrkiet.
Over for verdenssamfundet begrunder Tyrkiet invasionen og nødvendigheden af at etablere en bufferzone med, at den nuværende flygtningesituation er uholdbar. Tyrkiet har i de sidste år har taget imod mere end 3,5 mio. flygtninge fra især Syrien og Irak.
EU støtter Tyrkiets håndtering af mere end 2 millioner flygtninge med mere end 3 mia. euro om året, men Tyrkiet mener selv at de mange flygtninge er en langt større belastning for Tyrkiet. Den stadige uro i Syrien og Irak har forhindret repatriering af flygtningene. Tyrkiet har tidligere truet med at lade flygtningene rejse videre til Europa. Nu er planen at skabe en sikker bufferzone i Syrien, hvortil op mod 2 mio. flygtninge vil kunne repatrieres.
Tyrkiets nøglerolle er årsagen til, at EU-landene - på trods af kritikken for islamisering, magtfuldkommenhed, svækkelse af retsstaten og krænkelse af menneskerettigheder - i disse tider, hvor Tyrkiet står over for store indre og ydre udfordringer, opretholder kordiale forbindelser til Tyrkiet under ledelse af præsident Recep Tayyip Erdoğan. Et ustabilt Tyrkiet ville i den nuværende situation være katastrofalt.
Det må derfor forventes, at EU - ligesom USA - forholder sig passivt mens den tyrkiske hær sikrer ”ordnede forhold” i det nordlige Syrien.
