Bilbrande slår rekord: Særligt København og Århus er ramt

Der kommer stadigt flere bilbrande i Danmark, og særligt belastede områder i København og Århus bliver ramt

Claes Theilgaard,

08/10/2019

Der kommer stadigt flere bilbrande i Danmark, og særligt belastede områder i København og Århus bliver ramt. Siden man begyndte at monitorere bilbrande for fire år siden, har aldrig været så mange bilbrande som nu. I de første ni måneder af 2019 har der således været 648 bilbrande. Det viser en aktindsigt, som Jyllands-Posten har fået fra Rigspolitiet.

Tallene i Rigspolitiets opgørelse over bilbrande omfatter de brande, som politiet skønner til at være påsatte og dermed er det, der skønnes til at være vilkårlige brande ikke indregnet i opgørelserne. I de tre andre år, som Rigspolitiet har overvåget bilbrande, har niveauet svinget mellem 487 brande i 2016 over 626 i 2017 og til 562 i 2018. Dog er tallene behæftet med en betydelig usikkerhed, da det kan være vanskeligt at afgøre, om brandene er påsatte eller ej.

Blandt de områder i København og Århus, der har været hårdt ramt af påsatte bilbrande i 2019, er Nørrebro og Nordvest i det københavnske og Tilst, Trillegården og Brabrand i det århusianske. Politiet efterforsker i øjeblikket de mange bilbrande som kriminelle handlinger, men understreger overfor Jyllands-Posten, at det er ”for tidligt at drage endelige konklusioner”.

I Sverige har man i de senere år også set en voldsom stigning i antallet af bilbrande. Her har der bl.a. været tale om koordinerede aktioner fra unge beboere i belastede boligområder. På den anden side af Øresund har bilbrandene længe været et omdiskuteret politisk emne, men det samme kan langtfra siges om situationen herhjemme.

Dog forsøgte Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti op til Folketingets åbning at få statsminister Mette Frederiksen til at adressere problemet, ligesom han har rejst spørgsmål om bilbrande i Folketingets retsudvalg.

Kilde: